For første gang siden folketingsvalget i 2011 bliver Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, angrebet af det andet store parti i blå blok. Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, mener, at Løkke »fuldstændig svigter i værdidebatten«. Hun er især vred over, at Løkke ikke vil love at stramme udlændingepolitikken på de områder, hvor regeringen har lempet, såfremt han bliver statsminister. Desuden er Kjærsgaard utilfreds med, at Løkke ikke vil genetablere grænsekontrollen, og at hverken han eller andre i Venstre tager del i værdidebatten.

»Venstre har slet ikke gjort noget, og det er selve problemet. De har slet ikke forsøgt at sætte værdipolitikken på dagsordenen, og det er et svigt fra Venstres side. Det er skidt, hvad der foregår i øjeblikket med mangel på debat og initiativer fra Venstre,« siger Pia Kjærsgaard.

DF-formanden mener ligefrem, at Løkkes kurs i udlændingepolitikken efterhånden har mere til fælles med de Radikales end med Dansk Folkepartis.

»Jeg kan bare konstatere, at Det Radikale Venstres udlændingepolitik koster det danske samfund milliarder. Og så er mit spørgsmål til Løkke: Vil du være med til det? Hvordan vil du få økonomien til at hænge sammen? Udlændingepolitikken begynder igen at koste det danske samfund dyrt, og man kan ikke lade stå til i udlændingepolitikken, fordi man vil være venlig, liberal og tækkes andre,« siger Dansk Folkepartis formand.

Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at kommentere anklagerne, men politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) afviser, at Venstre er blevet mere blødsødent i udlændingepolitikken. I dag handler dagsordenen mere om økonomi og arbejdsløshed, fremhæver Trane Nørby:

»Jeg tror, at man skal have 3D-briller på for at se flugtende kanter mellem Venstre og de Radikale, når det gælder integrationspolitikken. De Radikale vil jo bare lade Danmark være en åben ladeport for alle.«

De øvrige partier i blå blok forholder sig foreløbigt tavse.

»Det er en intern slåskamp, som de to må have,« siger partileder Anders Samuelsen (LA).

De Konservatives formand, Lars Barfoed, havde i går ikke mulighed for at kommentere sagen.