Efter Murens fald i 1989 mente nogle, at vi var nået til »historiens afslutning« i den forstand, at den demokratiske samfundsmodel endegyldigt havde bevist sin levedygtighed og sejret. Men ikke alle var enige. 12 år efter, i 2001, bragede to passagerfly ind i World Trade Center og understregede dermed, at ikke alle mennesker deler det vestlige syn på demokrati.

Men ser man isoleret på de vestlige samfund, er der måske alligevel noget om snakken. I hvert fald er det kun en lille håndfuld drømmere, som i ramme alvor ønsker det socialistiske, klasseløse samfund indført. Den traditionelle højre-venstre-skala, der primært havde fordelingspolitikken som rettesnor, afgik ved døden sammen med Berlin-muren, der nu sælges i småstykker ved Brandenburger Tor i Berlin. I dag er skalaen mere kompleks og går på tværs af tidligere tiders skel.

I det danske partilandskab giver det ikke længere mening at tale om højre og venstre, men snarere om »globalister« og »nationalt sindede«. Der er ikke tale om dækkende betegnelser, men i mangel af bedre kan de alligevel tjene som udmærkede pejlemærker. Globalisterne findes først og fremmest i Det Radikale Venstre og Liberal Alliance, hos Socialdemokraterne, og måske i begrænset grad hos Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Mest overraskende er det måske, at også partier som Venstre og Konservative har en udpræget globalistisk tilgang til dansk politik. Det er siden valget i 2011 særligt kommet til udtryk gennem en påfaldende mangel på kritik af den røde regerings mange lempelser på udlændingeområdet og en i bedste fald vægelsindet tilgang til regeringens frontalopgør med værdipolitikken over en bred kam.

Hermed har jeg åbnet ballet for mit egentlige ærinde: værdipolitikken. Det er netop værdipolitikken, der i dag udgør den væsentligste akse i dansk politik, men som samtidig er kompliceret. Det er på det værdipolitiske område, vi kan »skille fårene fra bukkene« for nu at bruge en tidligere statsministers rammende udtryk. Værdipolitikken er under angreb fra to sider: Fra de traditionelle socialister og ultraliberalisterne i Det Radikale Venstre - men ud fra forskellige ideologiske udgangspunkter.

For socialisterne gælder det i mere eller mindre grad - alt efter om vi taler om Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten - at samfundet skal være så rummeligt som muligt, samt en naiv forestilling om, at et velfærdssamfund som det danske er så rigt, at vi ikke alene skal ligge i spidsen, hvad angår ulandsbistand, men også har råd til en betragtelig udvidelse af adgangen til asyl og indvandring i Danmark. Denne tilgang til virkeligheden er absurd. Vejen ender blindt.

Hos et parti som Liberal Alliance - samt hos partier som Venstre og Konservative - kan man derimod få den mistanke, at »åbne grænser og åbne kasser« skal fremskynde et sammenbrud i selve fundamentet for velfærdssamfundet og dermed udgøre en slags selvopfyldende profeti om umuligheden af at opretholde velfærden for kommende generationer. Det siger nemlig sig selv, at ukontrolleret indvandring gør det svært at bevare den solidaritet, som udgør grundlaget for den danske velfærdsmodel.

Det er på den baggrund kun logisk, at der ikke i langt højere grad hos Venstre og Konservative har været en tydelig afstandtagen til den røde regerings lempelser på udlændinge­området. I Dansk Folkeparti accepterer vi ikke, at VOK-æraen fra 2001 til 2011 skal betragtes som en parentes i dansk politik - og at vi dermed vender tilbage til 1980ernes og 90ernes politiske tilstande. Den borgerlige blok har en samlet forpligtelse i forhold til værdipolitikken.

Der er behov for en ægte borgerlig opposition mere end nogensinde før. Selv om regeringen i et desperat forsøg på at bortlede opmærksomheden fra de massive og historiske løftebrud i januar erklærede, at den vil skabe »verdens stærkeste fællesskab« i Danmark, har den ikke bestilt andet end at udhule præcis dette unikke historiske danske fællesskab. Regeringspartierne har på hver deres måde indledt et korstog mod de danske værdier og den danske sammenhængskraft.

Listen er alenlang. Udlændingepolitikken med dens talrige lempelser såsom afskaffelse af kontanthjælpsloftet og starthjælpen, som navnlig tilskyndede indvandrere til at søge efter arbejde, er allerede nævnt. Det seneste eksempel med skattereformen, som på radikal vis gør op med den universalistiske danske velfærdsmodel, samt den socialt uretfærdige reform af førtidspension og fleksjob skal heller ikke glemmes. Her er det både tankevækkende og trist, at Venstre og Konservative lagde stemmer til.

I valgkampen talte regeringspartierne op og ned ad stolper om et »ekskluderende« fællesskab. Sandheden er, at danskerne blev mere tillidsfulde i perioden 1998-2008. Sandheden er også, at vi aldrig har fået flere indvandrere til landet end i netop VOK-perioden. Men de kom først og fremmest for at arbejde og uddanne sig. Ikke for at tømme de offentlige kasser. Hvis nogen i dag ekskluderer, er det netop regeringen med en uretfærdig social politik, der straffer danske familier og belønner indvandrere.

Regeringens korstog omfatter ligeledes folkekirken. Nu grundlægges der den ene frikirke efter den anden som et direkte resultat af lovgivningen om det »kønsneutrale ægteskab«. Regeringens reaktion? Kirkeministeren kan ikke få armene ned af begejstring. Når stærke kræfter i regeringen nu ikke kan få den adskillelse af kirke og stat, som de så brændende ønsker, kan de i det mindste forsøge at gøre livet så surt for folkekirken, at den automatisk mister medlemmer i ekspresfart. Hvis man ikke kan ændre, må man undergrave.

Det samme gælder en lang række andre områder. De fleste husker vist de mange »dumsmarte« bemærkninger om kongehuset. Ministre, der ikke ville rejse sig op for dronningen eller ligefrem følte, at de »spildte deres tid« på majestæten. Noget andet er foragten for Dannebrog og ønsket om at ligestille andre nationers flag med det danske. Symbol­politik vil nogle kalde det. Jeg kalder det manglende respekt for det historiske fundament for det danske fællesskab.

Venstre og Konservative må besinde sig på deres eget grundlag. Når Lars Løkke Rasmussen i dag har vind i sejlene, skyldes det især, at danskerne ønsker at bevare værdierne og fællesskabet, og at de med en vis portion vemod ønsker VOK-æraen tilbage. Ikke at de ønsker det opgør med værdipolitikken, som visse borgerlige partier har medvirket til.

Dansk Folkeparti er fortsat landets tredjestørste parti. For os er værdipolitikken afgørende. Den udgør nemlig det kit, der sikrer sammenhængskraften og solidariteten.