»S-togene oplever i øjeblikket forsinkelse.«

En metallisk damestemme forklarer kort, at S-togene igen ikke kører til tiden på grund af en fjernstyringsfejl - altså problemer med at vide, hvor på skinnerne togene befinder sig. Beskeden over højtalerne var den samme i går. Men på Nørreport, det største knudepunkt i København, tog pendlere og andet godtfolk de gentagne forsinkelser med ro i sindet. Og en smule irritation.

»Jeg har kun to timer i dag, og nu er jeg allerede forsinket med 40 minutter,« fortæller 23-årige Bodil, som studerer på KU.

Hun bruger hver dag offentlig transport for at komme fra sit hjem i Hundested til studiet.

»Heldigvis har jeg en veninde, der tager noter for mig, men det er irriterende at gå glip af undervisningen. I går blev jeg over en time forsinket af S-togene og gik glip af halvanden times lektioner.«

Hun vidste ikke, hvornår hun ville møde op på studiet, for informationerne er sparsomme. Det samme gælder for dagen i dag.

»Da jeg kørte fra Hillerød, prøvede togføreren at forklare forsinkelserne, og at det var noget med en signalfejl. Men han fik ingen informationer, og så er det svært for ham at videregive noget. Vi fik intet at vide om, hvornår vi ville være fremme,« siger hun. 

Ingen informationer til de engelsktalende
Der er ikke flere mennesker end normalt på den travle station. Men mange skulle have mødt på arbejde om morgenen, og klokken nærmer sig 10.30. Damestemme gentager sit mantra, men det er ikke alle, der forstår beskeden. De mange nationaliteter i København, som ikke taler perfekt dansk, opfanger ikke informationerne, hun kommer med. Heriblandt Oliver, som er flyttet til København fra London, og som i dag har sine forældre på besøg for weekenden.

»I går var jeg i alt forsinket med en time og et kvarter. Jeg skulle bare fra Gentofte til Østerport, så det var en lang tur. Og nu står vi igen her og venter,« fortæller han på engelsk og kigger på sine forældre Terry og Sandra, der står med kufferter og weekendtasker.

»Jeg havde fortalt dem, hvor god den offentlige transport er her, fordi jeg havde læst et sted, at det er den tredjebedste i verden, målt på nogle forskellige parametre. Nu tror de ikke på mig,« griner han.

Han tager forsinkelserne ganske roligt, men undrer sig over, at der ikke bliver givet informationer på engelsk over højtalerne eller på skærme.

»Jeg aner ikke, hvad de siger. Så godt er mit danske ikke endnu. Jeg må forlade mig på de andre passagerers hjælp. Men de plejer også at være meget hjælpsomme og fortælle mig, at nu kører toget ikke længere, eller at der er fejl, og det er derfor, vi holder stille,« siger han.

Udviser ikke rettidig omhu
Også den dommerfuldmægtige Johann, som venter på at kunne komme på arbejde, synes, at der er mangel på information, når der er tekniske problemer og forsinkelser.

»Jeg er medlem af DSB og får SMS'er med informationer. Men ofte kommer de ikke, eller også kommer de også for sent. Og så kan man ikke bruge det til noget. Informationen på stationerne er sådan set fin nok, men jeg ville ønske, at DSB og Banedanmark kunne være lidt mere forudseende og udvise rettidig omhu,« siger han.

Han er indtil videre kun 25 minutter forsinket, men det kan også være nok, mener han, når man skal møde på arbejde og normalt kun har en halv time hver vej. Men han tager det med ophøjet ro og smutter ind i det næste tog med et vink.

Toget til Farum ruller ind om tre minutter. Men for Nikoline, som er på vej til sit studiejob i Emdrup, er det også på tide.

»Jeg er blevet forsinket med lidt under en time. Det betyder, at jeg må blive længere i den anden ende af dagen. Det er ikke det sjoveste,« fortæller hun.

Da Farum-toget rumler ind på perronen, hopper hun dog ind med et »god weekend« til trods for en forlænget arbejdsdag.

Mindre overskud på Twitter
Lidt anderledes ser det ud med overskuddet på Twitter. Følger man strømmen af tweets til DSBs Twitter-profil handler en del af dem om forsinkelser. Angela Brink har endda de store bogstaver fremme:

»SÅ FORKLAR DOG, HVAD EN SIGNALFEJL ER!!!« 

Men DSB er gode til at få svaret på henvendelserne, og det formildede blandt andre Angela Brink, som kvitterede med et tak og: »Jeg er i øvrigt glad for at se, det kører så meget for jer i DSB, at I har overskud til at hjælpe mig med Twitter-fakta. Positivt ;)«

Kirstine Jensen undrer sig over manglen på information om forsinkelserne:

»Måske I sku' informere om problemerne med togene. Har nu stået på Danshøj i 20 minutter uden at få noget at vide«

Til det svarer DSB: 

»Der er sendt beskeder ud på flere kanaler til morgen omkring S-tog. Var det udkald i højtaler, du savnede på Danshøj?«

Også Simon Jensen stikker til DSB:

»Det kører da bare for @omDSB, eller nej, det gør det ikke :) Så kender vi DSB igen«

Følg med i debatten hos DSB her