Julen er hjerternes fest. Men hvad ligger der i dette budskab? Er det et spørgsmål om nisser og gran på et kommunalt julekort? – en diskussion, der i forrige måned foregik i Helsingør Byråd og det lokale dagblad. Eller indeholder julen mere grundlæggende værdier? Vi er klart på det sidste hold. Julen og alle de værdier, der er knyttet til julen, går langt tilbage og er med til at fortælle os, hvem vi er, og hvorfor det er vigtigt at give julens budskaber videre til vores børn og børnebørn.

For lidt mere end 2.000 år tilbage i tiden blev der en julenat sat en ny dagsorden i verdenshistorien. Et nyt testamente blev åbnet: Mænd, kvinder og børn fik lige værd. I opgør med de religiøse love fik det enkelte menneske frihed til at tænke og tro og var alene bundet af samvittigheden – og endelig blev kravet om næstekærlighed udtrykt. Verden blev sat fri samtidig med, at det enkelte menneskes ret til frihed – og pligt til at elske og tage vare på medmennesket – blev knæsat.

Det barn, som kom til verden julenat, blev fra begyndelsen en ledestjerne. Ikke mindst i Vesten, hvor kristendommen gennem århundreder har sat sine spor i synet på mennesket og den måde, vi opbygger samfund på. Staten har stor magt over os og kan tvinge love igennem, som vi skal adlyde, men den kan ikke knægte det enkelte menneskes samvittighed. Retten til at tænke og tro skal ikke deponeres hos nogen politisk magt. Ligeledes har vi kunnet opbygge retssamfund og demokratier, hvor love bliver til ud fra flertallets ønsker og demokratiske valg. Fordi kristendommen har sat verden fri, har den været befordrende for denne udvikling.

Selv om julen er en kristen fest, er der plads til andet end religiøse skikke. Mange steder opstilles julekrybber, vi synger julesalmer og lytter til julemusik, ligesom mange daginstitutioner og skolebørn samles til juleafslutning i kirken, som er ved at sprænges juleaften. Vi fejrer menneskers lige værd, og at vi alle fik frihed og ansvar, ret og pligt. Friheden gør det muligt, at vi kan blæse på alle religiøse love og fejre julen med juletræ, julegløgg, julefrokoster, ligesom julemanden og de mange sprælske nisser ses i byens gadebillede. Det velgørende er, at vi holder jul. Og det er sundt, at der er højtider og gode fortællinger, som med deres billeder åbner for en videre horisont samtidig med, at de udstyrer os med et kompas at navigere efter. For det er nu engang sådan, at de forestillinger, billeder og tanker som former os, ikke kommer ud af den blå luft eller er noget medfødt eller universelt.

Derfor er det vigtigt at huske de opbyggelige ord og nærende fortællinger. Det gælder også i det nære. Siger vi ikke hyppigt til vores børn, at vi holder af dem, så snydes de for noget. Hvis to mennesker, der er forbundne, ikke jævnligt fortæller hinanden, at de er set og værdsat, sygner forholdet hen. Og glemmer vi at fortælle den gode historie om glæden, som fødtes julenat, om barnet der voksede til og gav alle, som det mødte, frimodighed og styrke til at give sig i kast med livet, og at vi med næstekærlighed hver især kan gøre gavn på bedste vis, ja, så dør den forståelseshorisont, og det billede svinder.

De fortællinger og billeder, vi får, er afgørende for den måde, vi forstår livet på, herunder forholdet til andre. Det kan være eksemplets magt fra barndomshjemmet, eventyr, historie eller de bibelske beretninger. Men det fælles »bagtæppe«, Det nye Testamente, har i 2.000 år været med til at forme mennesket i Vesten. I skolen har generationer hørt om kristendommen. Tidligere lærte man den lille katekismus. Der skabtes fortrolighed med de bibelske fortællinger, og salmerne åbnede med de mange billeder for en ny verdensorden. Evangeliet fik lov at ligge som en stille klangbund i mennesket. Men langsomt er fortroligheden imidlertid forsvundet. Fortællingen og sangen er blevet stedmoderligt behandlet.

Velfærdssamfundet udstyrer borgerne med en række rettigheder og pligter. I dag er vi meget optaget af vores rettigheder og ikke så meget pligter. Der er fokus på jeg’ets muligheder og ret til selvudfoldelse. Det er godt, at vi har opmærksomhed på den enkeltes ret og jeg’ets behov, men uheldigt er det, når vi bliver rethaveriske og kun ser os selv. Frihed og pligt hænger uløseligt sammen. Vi er ikke blot udstyret med en frihed til at kræve ind og gøre, hvad vi lyster, men vores frihed er bundet op på en fordring om at udvise næstekærlighed, som er en fælles referenceramme.

Den ramme har for mange i de seneste 2.000 år været kristendommen, som har været medvirkende til at skabe frie og rige samfund med myndige borgere. Netop derfor finder vi, at det er vigtigt, at vi husker vores udgangspunkt. Og her kan eksempelvis samarbejde mellem den danske kirke og kommunerne være med til at værne om vores ophav, og at vi husker de kristne budskaber.

For 12 år siden blev et skole-kirkesamarbejde indledt mellem menighedsrådene og Helsingør Kommune. Med en vis bæven spurgte menighedsrådene kommunen, om man ville være med. Svaret fra en ledende skolemand var: »Vi kæmper med mange subkulturer. Vi ser gerne kirken mere på banen«. Siden har samarbejdet vokset sig meget stærkt. Dette oplysende arbejde er kun en lille brik, som er med til at styrke den almene dannelse, hvor mennesket gennem fortrolighed med fortællinger og billeder som sit historiske bagtæppe kan glide ind i et forpligtende samspil med andre.

4. maj er der i Helsingør tradition for at nedlægge en krans ved Sveasøjlen, der ligger ved havnen. I år valgte kommunen, at markeringen skulle indledes med en kort gudstjeneste i Helsingør Domkirke, hvorefter man samledes ved Sveasøjlen. En succes med en fyldt kirke, og hvor langt flere end i de tidligere år deltog i kransenedlæggelse. 70 året for Danmarks befrielse blev i lyset af terroren i februar en markering af friheden som afgørende for vores land. Tilsvarende blev Folketingets beslutning om at gøre 5. september til flagdag markeret i et samarbejde. Mange soldater, politifolk med flere har gjort tjeneste i fredsbevarende indsatser rundt i verden. Unge mænd og kvinder har taget et ansvar, en pligt på sig, og har kæmpet og ofret sig for den enkelte og landets frihed. Den indsats skal huskes og indgå i historien.

Rundt om i landet har man forskellige mærkedage og traditioner, som har det til fælles, at der er noget, man påskønner, og som man gerne vil give videre til eftertiden. For det er nu engang sådan, at går fortællingerne i glemmebogen, så forsvinder de ud af bevidstheden, og vi bliver en smule fattigere. Som den tidligere konservative udenrigs-, kultur- og kirkeminister Per Stig Møller udtalte i en artikel i Kristeligt Dagblad 9. februar 2011 om netop den kristne kulturarv, så er »en del af dannelsen at sørge for at have rødderne intakte. De dør, hvis man ikke vander dem. Og de bliver altså ikke vandet, hvis man ikke holder opmærksomhed på dem.«

Lad os blive endnu bedre til at vande vores rødder. For vi har mere end nogensinde brug for at være opmærksomme på, hvem vi er, og hvad vi kommer af. Kristendommen er et afgørende element i vores liv – den er vores formue. Den har sikret åndsfrihed og skærpet forståelsen for medmennesket. Uden den fortælling ville verden være mere egoistisk og rå. Barnet, som satte en ny dagsorden julenat, varslede menneskers lige værd, den enkeltes frihed til at tænke og tro – og pligten til næstekærlighed. Denne åndelige formue, det testamente, kan vi godt unde vore børn at være medarvinger i.