Mens russiske kugler fyger gennem landskabet i det østlige Ukraine, strammer de vestlige nationer sanktionerne mod Rusland og indfryser bl.a. russiske erhvervs- og rigmænds midler, og gør det løbende betydeligt vanskeligere for russiske virksomheder at handle uden for Rusland.
Men Rusland sætter i stigende grad hårdt mod hårdt, og det har flere globale virksomheder fået at føle den seneste tid.
Ikke mindst den amerikanske burgerkæde McDonalds, der nu har fået lukket 12 restauranter i Rusland af de russiske fødevaremyndigheder.
Det skriver flere internationale medier.
Begrundelsen for lukningerne lyder, at netop de restauranter, der alle har centrale placeringer i de største byer, overtræder særlige hygiejne-regler og derfor må lukkes ned midlertidig.
Men her stopper burgermastodontens problemer ikke. McDonalds meddeler nu, at flere lukninger kan være på vej, da de russiske myndigheder angiveligt undersøger mere end 100 af kædens i alt 440 restauranter i Rusland.
"Vi ser nu nærmere på essensen i de beskyldninger for at beslutte, hvad vi kan gøre for hurtigt at genåbne vores restauranter," lød det i en officiel meddelelse fra selskabet fredag, der understreger, at selskabet vil "gøre alt for at fortsætte med at drive forretning i Rusland".
McDonalds har et særligt forhold til Rusland. Burgerkæden åbnede sin første restaurant i Rusland i 1990, og var dermed en af de første multinationale selskaber, der plantede benene i det store land endda inden Sovjetunionens kollaps. Ikke nok med det var der tale om verdens største Mc Donalds med mere en 27 kasseapparater side om side.
Et kvart århundrede efter, kan forholdet være ved at nå til vejs ende. I hvert fald er de seneste ugers lukninger et hårdt slag, og en branchekender af det russiske fødevaremarked fortæller til Bloomberg, at de russiske myndigheder har haft held med at servere budskabet om, at McDonalds tilbyder skadeligt mad, og dermed bør lukkes ned.
