De omfattende russiske sanktioner mod europæiske fødevarer begynder at gøre ondt på danske rederier. Op mod 300 Mærsk-containere er fanget til søs, og DFDS er tvunget til at lukke en forbindelse til området.

Rusland annoncerede 7. august en etårig embargo af fødevarer fra USA, Canada, EU, Australien og Norge. Det betyder, at DFDS nu må lukke en rute, der skal servicere det russiske marked gennem den litauiske by Klaipeda.

»Da sanktioner rammer i august, har ruten ikke længere den trafik som tidligere. Vi afventer at se, om det kommer i gang igen,« siger Niels Smedegaard, adm. direktør i DFDS.

Ruten er nu flyttet til Rotterdam, hvor den skal servicere det britiske marked.

DFDS oplevede ved halvårsregnskabet, at det baltiske område var et af få forretningsområder, som oplevede tilbagegang. Det sker efter flere år med pæn vækst i regionen.

»Rusland har altid været mere volatilt end andre dele af Europa. Når det går godt er der højere vækstrater, og når det går skidt, falder det mere end andre steder. Det skal vi leve med. Vi håber, at det kommer tilbage, men det er klart, at en langvarig konflikt vil betyde, at Rusland vil forsøge at finde alternative leverandører,« siger Niels Smedegaard.

Maersk Line, verdens største containerrederi, har advaret kunder om, at fragt på vej til Rusland vil blive sendt tilbage, efter at landet har indført sanktionerne.

»Vi anslår, at der på vandet var et par hundrede og måske op til 300 40-fods containere. De vil blive sendt tilbage, og det er kunden, der betaler omkostningerne ved det,« siger Michael Storgaard, pressechef i Maersk Line.

Ved sidste uges halvårsregnskab fra A.P. Møller - Mærsk understregede adm. direktør Nils Smedegaard Andersen, at udviklingen i Rusland overordnet har begrænset betydning for Danmarks største virksomhed. Men udviklingen kan betyde, at Maersk Line skal transportere fødevarer fra andre dele af verden.

»I det omfang, at Rusland ikke kan producere deres egne fødevarer, skal de hente dem andre steder, og det vil være steder, der ligger længere væk. Vi har en stor skibstrafik fra Latinamerika til Rusland, og det vil være de lange ruter, der vil komme et opsving på. Set med vores briller er det forskydninger mere end absolutte ændringer,« sagde Nils Smedegaard Andersen.

Det har tidligere været fremme, at Mærsk-selskabet Seago Line har satset på de russiske containerruter, og at selskabet er påvirket af sanktionerne.

Rusland står for cirka tre pct. af dansk søfarts samlede omsætning på godt 200 mia. kr. Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Danmarks Rederiforening, siger, at det endnu er for tidligt at opgøre betydningen, men at udviklingen bliver fulgt tæt.

»Der er ikke nogen sanktioner, som er rettet direkte mod dansk søfart og vores services, men vi kan indirekte mærke, at nogle varetyper bliver berørt,« siger Jan Fritz Hansen.

Blandt dem som kan være påvirket er Unifeeder, der er ejet af pensionskassen Danica og kapitalfonden Nordic Capital. Det var mandag ikke muligt at få en kommentar fra rederiet, men i en meddelelse på rederiets hjemmeside understreger ledelsen, at situationen i Rusland bliver fulgt tæt.

Det anstrengte forhold mellem EU og Rusland begyndte, da Rusland i marts annekterede halvøen Krim. Blandt de danske selskaber, som er hårdest ramt af udviklingen, er Carlsberg og Arla.