Vi er ude på myternes overdrev – et sted som ganske få får lov til at betræde. Få job, om nogen, har gennem tiden været så myteomspundet som jobbet som »skibsreder« i A.P. Møller - Mærsk. For skibsreder Søren Skou, eller »medlem af A.P. Møller - Mærsks executiv board« og »CEO for Maersk Line«, som hans officielle titler lyder, er en af de ganske få, som er nået helt til tops i den lyseblå koncern, hvor han følger i fodsporene på bl.a. Arnold Peter Møller og Mærsk Mc-Kinney Møller, som også var skibsredere og partnere i koncernen. Og så findes titlen som skibsreder i øvrigt ikke længere – ikke officielt i hvert fald.

 

Der er langt fra opvæksten som skotøjshandler-søn i Ålborg og til direktørkontoret på anden sal i Mærsk-hovedsædet på Esplanaden i København, men måske er manglen på store armbevægelser noget, Søren Skou har taget med hjemmefra. Søren Skous kontor er f.eks. mindre end forkontoret og langt fra af prangende international karakter. Personlige detaljer er absolut fraværende på kontoret, hvor enkle sorte møbler, en enorm plakat med Mærsk-motiver og en enkelt skibsmodel sætter lidt karakter på rummet.

Idyllen i fare

Den samme skibsmodel er ved at spolere idyllen, da fotografen lægger an til at fotografere Søren Skou med modellen i baggrunden.

»Hov, nej, det går ikke. Det skal være en anden model du skal bruge,« lyder det fra Søren Skou.

Forklaringen, som kun skibskendere vil forstå, er, at modellen er et tankskib – og dermed en rest fra Søren Skous fortid som øverste chef for Maersk Tankers. Selvfølgelig går det ikke, at den øverste chef for verdens største containerskibsrederi bliver fotograferet med et tankskib – endda i sit eget kontor.

Det er ellers ikke meget vi ved om skibsredernes liv – heller ikke Søren Skous. Selv siger han, at det vist er meget almindeligt, men selvfølgeligt præget af kompleksiteten i den opgave, han har som øverste chef for Maersk Line.

»Jeg møder kl. 7.45 og går typisk hjem kl. 18.15. Men det afhænger selvfølgelig af, hvad der er af opgaver. Og så er det fast vane, at jeg arbejder hver søndag – om eftermiddagen,« fortæller Søren Skou.

100 rejsedage om året

Det lyder jo meget ordinært, men virkeligheden er selvfølgelig noget mere nuanceret. F.eks. følger der opmod 100 rejsedage med årligt – hvilket altså betyder, at op mod hver tredje arbejdsdag ligger i udlandet. En af opgaverne er derfor at sikre, at han er tilstrækkeligt meget til stede i hovedsædet for Maersk Line.

»Jeg lægger rejsedagene i klumper. Som leder skal man være meget til stede, hvis man skal få ting til at ske. Lige nu er jeg f.eks. meget optaget af, at være til stede, når vi en gang om måneden samler 30 af vore top-300 ledere i København for at arbejde med lederprogrammet »The Bridge«. Hver gang bruger jeg f.eks. tid på at sætte mig ned med en mindre gruppe, som så kan skyde løs på chefen. Det er vigtigt, at vi kender hinanden og ved, hvad vi skal,« siger Søren Skou.Og hvad med fritiden?»Jamen jeg er jo en af de mange, som ind i mellem kan ses på de nordsjællandske landeveje iført lycra på en racercykel. Det er en dejlig måde at få motion. Og så er det et godt sted at få talt sammen, når vi er en gruppe der kører sammen,« siger Søren Skou.

Søren Skou har været i A.P. Møller - Mærsk siden 1983, siden 2009 som skibsreder. Og selv om den karrieremæssige »levetid« som skibsreder er blevet kortere de seneste år, så har han tilsyneladende ikke selv planer om at prøve sig selv af udenfor den store koncern.

»Jeg tror ikke, at jeg skal uden for Mærsk. Det er et fantastisk sted at være,« siger han.

Og for så lige at slutte hvor vi begyndte. Skibsredertitlen er formelt blevet afskaffet i A.P. Møller - Mærsk. Det ændrer dog ikke på, at titlen stadig bruges udenfor koncernen, når man taler om Mærsks øverste ledere. Myter er ikke så lette af afskaffe.