Vi skal arbejde, til vi bliver 77 år, men det gider vi ikke. Sådan kan beskeden til kommende danske regeringer nemt komme til at lyde fra årgang 2018.

Ifølge de nuværende regler skal børn, som bliver født i år, arbejde, til de bliver 77 år gamle. Herefter kan de gå på folkepension. Men de ekstra år på arbejdsmarkedet betyder, at de kommer til at spare så meget op til pension, at de kan vælge at trække sig tilbage før den officielle alder for folkepension og finansiere de sidste år selv.