Nordkorea beklager aflysning af topmøde og vil løse konflikt

USAs beslutning om at aflyse et historisk topmøde med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, bliver mødt med ærgrelse i Pyongyang.

»Den pludselige annoncering om aflysningen af mødet er uventet for os, og vi kan kun kalde det ekstremt ærgerligt,« siger den nordkoreanske viceudenrigsminister, Kim Kye-gwan, ifølge statsmediet KCNA.

»Vi gentager over for USA, at vi er villige til at sidde ansigt til ansigt når som helst og bruge alle tænkelige måder på at løse problemet,« tilføjer han ifølge nyhedsbureauet AFP.

USAs præsident, Donald Trump, aflyste torsdag det planlagte topmøde, der skulle have fundet sted i Singapore 12 juni.

I et brev til den nordkoreanske leder skrev han, at Nordkoreas »fjendtlighed« var årsagen til aflysningen. Han beskyldte samtidig Nordkorea for »tåbelige og skødesløse handlinger«.

I sin erklæring fredag siger den nordkoreanske viceudenrigsminister, at styret var nået langt i forberedelserne til det planlagte topmøde i Singapore.

»Vores formand (Kim Jong-un, red.) har sagt, at et møde med præsident Trump ville være en god begyndelse, og han var i gang med forberedelserne til det (mødet, red.),« siger Kim Kye-gwan.

Kort før meldingen fra Washington, om at USA havde aflyst mødet med den nordkoreanske leder, bekræftede styret via KCNA, at et atomanlæg i Punggye-ri var blevet destrueret. Styret kaldte det et »skridt mod global atomafrustning«.

Kim Jong-un havde annonceret, at styret ville tilintetgøre testanlægget som en gestus, før han skulle mødes med USA's præsident, Donald Trump, 12. juni.

Det diplomatiske tøbrud blev tilsyneladende ramt af et afgørende tilbageskridt torsdag, da Nordkorea kaldte udtalelser fra USA's vicepræsident, Mike Pence, »tåbelige«.

Det var efter alt at dømme for meget for præsident Trump, der valgte at aflyse mødet med Kim Jong-un.

»Desværre føler jeg ikke, at det efter den utrolige vrede og åbne fjendtlighed i din nylige udtalelse vil være passende at gennemføre mødet, der har taget lang tid at planlægge,« skrev Donald Trump i sit brev til lederen.

/ritzau/

Forsvaret indstiller stor eftersøgning af mand over bord

Forsvarets Operationscenter har natten til fredag indstillet eftersøgningen af en mand, der sent torsdag aften faldt over bord fra et fragtskib syd for Amager. Det oplyser vagtholdsleder Jesper Lyngholm.

»Vi har vurderet, at det ikke længere er sandsynligt at finde ham i vandoverfladen,« siger Jesper Lyngholm.

Redningstjenester fra både Danmark og Sverige deltog i eftersøgningen.

Omkring midnat meldte Forsvarets Operationscenter ud, at man ville fortsætte eftersøgningen i ti timer. Men klokken 02:05 blev eftersøgningen indstillet.

»Vi startede med at lede på et ganske lille område. Det blev så udvidet til 24 kvadratkilometer, fordi vind- og strømforholdene ændrede sig.«

»Når vi endnu ikke har fundet ham, har vi vurderet, at det ikke længere er muligt ved hjælp af vores mekaniske hjælpemidler,« siger Jesper Lyngholm.

Klokken 22 modtog Forsvarets Operationscenter anmeldelsen om, at fragtskibet »Chris« havde mistet en mand.

»Den øvrige besætning på fragtskibet så, da manden faldt over bord,« siger Jesper Lyngholm.

Tidligt fredag morgen oplyser Københavns Politi, at der er tale om en 52-årig egypter.

»Vi har fået oplyst, at der er tale om en egyptisk statsborger, som er født i 1966,« siger vagtchef Lars Vestervig.

Politiet vil i løbet af formiddagen fredag vurdere, om eftersøgningen skal fortsætte.

/ritzau/

Nu stemmer irerne om en af verdens hårdeste abortlove

For første gang siden abortforbuddet blev skrevet ind i den irske forfatning for 35 år siden, skal 3,2 millioner irere fredag stemme om, hvorvidt det er tid til en ny lovgivning på området.

Irland, der er stærkt katolsk, har en af verdens strengeste abortlovgivninger. I dag er det kun muligt at få foretaget en abort, hvis den gravides liv er i fare.

Siden 1980 er mere end 150.000 irske kvinder derfor rejst til England og Wales for at få foretaget en abort, viser tal fra det britiske sundhedsministerium.

Blandt dem er kvinder, der er gravide efter voldtægt eller incest samt kvinder, hvis fostre har sjældne sygdomme og ikke vil overleve.

Abortforbuddet blev skrevet ind i forfatningen efter en folkeafstemning i 1983, men abort har været ulovligt siden statens oprettelse i 1922.

Abortdebatten blev genåbnet, efter at en 31-årig gravid kvinde døde på et hospital i Irland i 2012. Forinden havde lægerne nægtet at foretage en abort, som sandsynligvis ville have reddet kvindens liv.

Året efter afgjorde en højesteretsdom, at abort udelukkende er tilladt, hvis morens liv er i fare.

Men den nuværende lovgivning betyder ifølge Amnesty International, at mange læger først tør udføre en abort, når kvindens liv er yderst kritisk.

Læger, der hjælper med at udføre aborten, risikerer nemlig fængsel i op til 14 år. Og det sætter de gravides liv på spil, mener FN og Amnesty International.

Forud for folkeafstemningen fredag har både ja- og nej-siden kæmpet for at få befolkningen over på deres side.

Store protester, kontroversielle videoer og følelsesladede vidnesbyrd har præget valgkampen.

Hvis irerne stemmer ja, kan den siddende regering ændre lovgivningen og i stedet sætte aborten fri op til 12. uge som i Danmark. Til sammenligning tillader briterne abort helt op til 24. svangerskabsuge.

Valgstederne lukker klokken 23 fredag, og det endelige resultat forventes lørdag morgen.

/ritzau/

Britisk soldat dømt for at sabotere sin hustrus faldskærm

En britisk sergent, som saboterede sin hustrus faldskærm, så hun styrtede 1200 meter til jorden efter at være sprunget ud fra et fly, er kendt skyldig i drabsforsøg.

Den 41-årige Victoria Cilliers overlevede mirakuløst det frie fald fra over en kilometers højde, da hun landede på en nypløjet mark. Hun pådrog sig dog voldsomme kvæstelser, kom det frem ved en retssag torsdag i Winchester Crown Court.

Hendes 38-årige mand, Emile Cilliers, nægtede sig skyldig i anklagen om drabsforsøg. Strafudmålingen finder sted senere.

Retten hørte, at han saboterede sin hustrus faldskærm på et toilet på en flyveplads forud for et planlagt udspring. Blandt andet ved at sno linerne til hovedskærmen og fjerne dele fra reserveskærmen.

Derfor foldede faldskærmen sig ikke ud, da kvinden sprang ud fra et fly i april 2015.

Det blev også oplyst, at Cilliers havde pillet ved et gaskomfur i parrets hjem i håb om, at komfuret ville eksplodere, når hun tændte det.

»Alle beviser pegede i retning af Emile Cilliers, som manden med motivet og muligheden for at begå disse bevidste forsøg på at dræbe sin kone,« sagde anklager Amanda Sawetz.

Politiet oplyste efter retssagen, at Cilliers' motiv havde været at få udbetalt en forsikringssum som følge af konens død. Det ville ifølge politiet have givet ham mulighed for at starte et nyt liv med sin elskerinde.

/ritzau/Reuters

Cuba finder sidste sorte boks fra nedstyrtet fly

Et eftersøgningshold har fundet den sidste sorte boks med data fra flyet, der styrtede ned i Cuba sidste fredag, hvor 113 personer blev dræbt. Det oplyser cubansk stats-tv torsdag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne havde i forvejen fundet boksen, der indeholder optagelser af besætningens kommunikation fra cockpittet.

Boksen, der blev fundet torsdag, indeholder oplysninger om flyets fart, kurs, højde og deslige.

Med fundet af den sidste sorte boks kan efterforskerne for alvor begynde at samle brikkerne i puslespillet efter ulykken. Årsagen til styrtet er stadig ukendt.

Tidligere på ugen meddelte Mexicos myndighed for civil luftfart, at det midlertidigt havde suspenderet selskabet Aerolines Damojh.

Luftfartsmyndigheden begrundede suspenderingen med, at den ville være sikker på, at Damojh overholder reglerne og samtidig indsamle informationer, der kan bidrage til at opklare årsagen til styrtet.

Cubas nationale flyselskab, Cubana de Aviación, havde ifølge nyhedsbureauet AP for under en måned siden leaset flyet med besætning fra Damojh.

Ansvaret for at vedligeholde Boeing 737-maskinen lå udelukkende hos det mexicanske selskab.

/ritzau/

Bilbombe koster mindst seks livet ved hotel i Libyen

Mindst seks personer er blevet dræbt i et bilbombeangreb i den centrale del af Benghazi i Libyen.

Bomben blev detoneret tæt på byens største hotel, Tibesti Hotel. Det fortæller vidner ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Adskillige ambulancer blev kaldt til stedet efter eksplosionen. Det er natten til fredag dansk tid fortsat sparsomt med oplysninger om angrebet.

Benghazi, der er Libyens næststørste by, kontrolleres af den libyske nationalhær (LNA), der dominerer den østlige del af landet anført af hærleder Khalifa Haftar.

LNA kæmpede mod islamistiske grupper med forbindelser til de militante bevægelser Islamisk Stat og al-Qaeda indtil sent sidste år.

Siden er situationen i området blevet stabiliseret, men bombninger af to moskéer tidligere på året kostede 35 mennesker livet i det østlige Libyen.

/ritzau/Reuters