Det er næppe sandsynligt, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har fortrudt, at han satte et nyt hold af tætte sikkerhedspolitiske rådgivere så tæt på det vigtige topmøde med Nordkorea.

Det gamle hold bestående af udenrigsminister Rex Tillerson og Trumps personlige sikkerhedspolitiske rådgiver, H. R. McMaster, var trods alt slidt op af en chef, som de var røget mere og mere røget uklar.

Men scenen blev overtaget af to personer med en fortid, som ikke var skåret ud af den finere diplomatiske skole. Den nye sikkerhedspolitiske rådgiver, John Bolton, betegnes af både modstandere og tilhængere som bøllen i skolegården. Når han slår, bliver man liggende.

Den nye udenrigsminister, Mike Pompeo, er også fra den rå skole senest som chef for USAs store efterretningstjeneste, CIA. Ikke just personer, der taler folk efter munden. Det gjorde de så heller ikke i det, der skulle have været et fredeligt forberedelsesforløb før topmødet mellem Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Nordkorea mistede besindelsen

Diplomatiske kilder siger, at når et sådant topmøde skal forberedes, er det normalt, at begge parter udadtil arbejder positivt på at få skærpet dagsordenen. Det skete ikke.

Nordkorea mistede flere gange besindelsen og truede med enten at afbryde forhandlingerne eller antydede, at Nordkorea var villig til at vende tilbage til tiden med krigstrusler. Og så blev de ifølge amerikanerne slet og ret væk fra et forberedelsesmøde i Singapore.

Bolton indledte derpå en psykologisk krigsførelse over for Kim Jong-un og sendte verbale missiler mod den nordkoreanske leder for at ramme der, hvor det gør mest ondt – i spørgsmålet om Libyen.

Diplomatiske kilder har tidligere fortalt Berlingske, at det er et emne, der kan få den nordkoreanske leder til at ligge vågen om natten. Kim ser den libyske leder Muammar Gaddafis endeligt i gaderne i byen Sirte for sig og forestiller sig en lignende situation i Nordkorea.

Kims bløde punkt var også kendt af USA. Så spørgsmålet er, hvorfor Bolton blev ved med at bruge Libyen som et eksempel på et land, der ganske vist frivilligt indgik en aftale om at droppe udvikling af atomarsenalet, men hvis leder også betalte den ultimative pris mange år senere, da oprørere – støttet af USA – likviderede ham.

Pyskologisk spil

Var det med vilje, at Bolton og senere Mike Pence brugte Libyen i et spil mod Nordkorea? Og var det aftalt, at Pence skulle stramme skruen en ekstra tand ved direkte at antyde, at hvis ikke Nordkorea indgik en tilfredsstillende aftale, kunne Gaddafis skæbne blive Kims?

Hvis det er tilfældet, kunne det være en fejlvurdering. Nordkoreanerne blev mere og mere nervøse og skærpede tonen over for USA, samtidig med at der blev en usikkerhed om, hvad der egentlig kunne komme ud af et topmøde. Det sidste kunne Trump ikke leve med.

Nu ser topmødet ud til muligvis at blive til noget igen. Så hvis det hele har været et spil for galleriet, så er slutningen til gengæld stadig ukendt. Ingen ved, hvad der sker fra nu af og frem til 12. juni, som igen kan blive datoen for topmødet. Men helt sikkert vil verden holde vejret, for utilregnelighed er den nye virkelighed i diplomatiet.

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent