Kære læser, se det for dig: Præsident Trump tildeles Nobels Fredspris for at forhandle med Nordkoreas Kim Jong-un. Det lyder usandsynligt, men det er ikke umuligt. Trump kan med rette kritiseres for at have kørt nedrivningsbulldozeren igennem internationale aftaler på klima og Iran uden at have fremvist et gangbart alternativ. Det ser anderledes ud omkring Nordkorea, hvor Trump faktisk har bragt uventet dynamik i en fastlåst konflikt.
Tilbage i slutningen af 2016 var Nordkorea et sikkerhedspolitisk hovedtema for præsident Barack Obama i overdragelsessamtalen med Trump. Han indrømmede, at det var en varm kartoffel, som hans administration ikke havde fået løst, og at udfordringen blev forøget af, at Nordkorea viste gode takter i forhold til at udvikle langtrækkende missiler, som muligvis kan ramme det amerikanske fastland med atomvåben. Det ændrer trusselsbilledet for USA. Gennem mange år har Nordkorea været en trussel mod USAs to allierede, Japan og Sydkorea, men ikke førhen en direkte territorial trussel mod USA.
»Maksimalt pres« døbte Trump den nye strategi i kontrast til Obamas såkaldte »strategiske tålmodighed«. Den strategi blev udspillet med brug af alle værktøjer – også de multilaterale.
USA gennemførte nye sanktioner for virkelig at gå efter regimets livslinjer til omverdenen. Flere sanktionspakker blev også vedtaget i FNs Sikkerhedsråd i tæt samarbejde med Kina anført af FN-ambassadør Nicki Haley. Samtidig hermed og igennem 2017 slog Trump på krigstrommen. Det foregik særligt på twitter med trusler om amerikansk villighed til at bruge militær magt mod Nordkorea. Lidt utraditionelt – men i vanlig Trump-stil blev der tweetet om Trumps meget større røde atomknap end nordkoreanernes.
I Nordkorea og Kina skabte det usikkerhed om, hvor langt Trump var villig til at gå. Den usikkerhed kan være nyttig, særligt som styrkeposition i forhold til at starte et nyt forhandlingsudgangspunkt. På det tidspunkt var der mange kritiske røster i USA, som advarede mod, at Trump var på vej til at starte en ny krig.
Det gik indtil videre meget anderledes. Trump overraskede alle – inklusive sine rådgivere og det udenrigspolitiske parnas i Washington, da han på sydkoreansk opfordring sagde ja til at mødes med Kim Jong-un. Det var uhørt, fordi tilgangen normalt ville være at mødes på lavere niveau for at teste, om Nordkorea virkelig var klar til at sætte sig til forhandlingsbordet med reelle indrømmelser på atom- og missilprogrammet. Trump er overbevist om egne forhandlingsevner. Han ville selv til bordet.
Trumps initiativ havde sin klare effekt. Det ville klassisk diplomati med en lang indledende møderække sandsynligvis ikke have kunnet fremskaffe. Det satte nemlig gang i en række hurtige topmøder mellem Sydkorea og Nordkorea, og mellem Kinas stærke mand, Xi Jinping og Kim. Kina måtte hurtigt sikre sig ikke at blive sat på sidelinjen i forhandlingsspillet frem mod Trump-topmødet. Kina har store interesser i både Nord- og Sydkorea og hvordan en mulig fredsaftale mellem USA og Nordkorea kunne omkalfatre den koreanske halvø.
Kina kæmpede på Nordkoreas side under Korea-krigen 1950-53 (mest husket af danskere for Jutlandia), og den krig blev blot afsluttet med en våbenhvile, der stadigvæk er i kraft, dengang underskrevet af de militære ledere fra USA, Nordkorea og Kina.
Ligeledes har Japans leder Shinzo Abe skyndt sig på besøg hos Trump for at sikre sig, at japanske interesser tilgodeses. Det drejer sig særligt om en gruppe japanere, der blev bortført af Nordkorea tilbage i 1970erne og frem. Deres skæbner i Nordkorea er fortsat uafklarede. Japan arbejder også på at få Trump eller en af toprådgiverne til at tage et transitstop i Tokyo efter topmødet, så Abe får det sidste nyt som den første.
Sælger Trump ud?
Det bliver uden tvivl årets topmøde, når Trump og Kim forventeligt mødes i Singapore 12. juni. Diplomatisk sagt er det to unikke personligheder, der skal forhandle om krig og fred. Trump ankommer med sin selvsikre »art of the deal«-tilgang versus tredjegenerationsdiktatoren Kim, der har sit regimes fremtid på spil. Den unge Kim er godt inde i sagerne, ifølge den nye amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo, som allerede har mødtes to gange med Kim og på kort tid indhentet en god bid diplomatisk benarbejde. På sit sidste besøg kunne Pompeo til Trumps store tilfredshed hjemtage tre amerikanere, som var fængslet i Nordkorea.
Kritikere i USA – paradoksalt nok ofte de samme, som var bekymrede for, at Trump ville gå i krig for et år siden – udtrykker nu bekymring for, om Trump sælger ud for at få en hvilken som helst aftale på sit stort anlagte topmøde.
Det virker ikke sandsynligt, særligt fordi Trump er flankeret af et Nordkorea-skeptisk team med Pompeo og den nye nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton. Den sidstnævnte udtalte ikonisk, at det er nemt at vide, hvornår nordkoreanske forhandlere lyver: Det er hver gang de åbner munden.
USA har en lang række kuldsejlede forsøg på at forhandle med Nordkorea bag sig. Fra Clinton over Bush til Obama. Det bliver heller ikke nemt for Trump. Nordkorea ser sine bomber og missiler som sikkerhedsgarantien for regimets overlevelse. Uden disse ville Nordkorea være geopolitisk irrelevant. Når Bolton taler om en Libyen-model for Nordkorea, ser han for sig, hvordan alle de atomare elementer blev fragtet ud af landet. Kim og hans rådgivere husker nok klarere, hvordan Gaddafi nogle år efter at have forhandlet, i 2011 endte sit liv på flugt og i en grøft med USA og vestligt samtykke til at vælte Gaddafi.
Nordkoreas forhandlere taler i stedet om en række synkroniserede tiltag, hvor hver side giver lidt over en længere periode. Det er en vanlig nordkoreansk taktik. Trump ønsker hurtige og spektakulære resultater ved topmødet, som f.eks. at Nordkoreas atomvåben fragtes ud.
Nordkorea er specialiseret i at sælge symbolske indrømmelser. Det ser vi i næste uge, hvor Nordkorea forventes at vise sin gode vilje ved at destruere et atomart testcenter. Men centrets tunneler bedømmes til at være ved at falde sammen under alle omstændigheder og Nordkorea vil sikkert søge at sikre sig modydelser herfor i forhandlingerne.
I Japan og delvis Sydkorea er der en vis bekymring for, om USA går efter en for udpræget »America First«-tilgang i forhandlingerne. Pompeo har understreget, at den amerikanske prioritet er på atomvåbnene og de langtrækkende missiler. Men hvis det endte med udelukkende at blive indholdet af en aftale, ville både Japan og Sydkorea fortsat være truet af Nordkoreas kortererækkende missiler og konventionelle våben.
For fredselskende europæere er paradokset, at Trump klart er den bedste mulighed i lang tid for at kunne forhandle fred på den koreanske halvø. Hvis Hillary Clinton havde vundet, ville hun have været meget mere fastlåst i forhold til at indlede forhandlinger med Nordkorea, da præsident Bill Clinton stod for den udskældte Nordkorea-aftale fra 1998, der ikke fik stoppet atomprogrammet.
Ligeledes, hvis vi forestillede os enhver anden klassisk republikaner i præsidentembedet, ville et topmøde med Nordkorea blive afskrevet som appeasement af en skrækkelig diktator. Der ville også være republikanske krav fra baglandet om at demokrati- og menneskerettigheder skulle være del af dialogen, hvilket ville få Kim-regimets nakkehår til at rejse sig.
Trump har en unik mulighed for at gå til forhandlingsbordet uden at være bundet på samme vis. Han har vist sig villig til helt tilbage fra valgkampen at bryde med en række udenrigspolitiske tabuer. Det gælder også til i forhold til at forhandle direkte med en diktator som Kim, som han ikke har kvababbelser over at omtale som en fin fyr. Trump er heller ikke bleg for at tale om, at USA kan hjælpe Nordkorea med at udvikle deres energiforsyning og økonomi som del af en aftale.
Det er dog alligevel alt for tidligt at konkludere, at det her ender lykkeligt og til prisceremoni i Oslo. Topmødet kan også nå at blive aflyst. Her kan jeg ikke andet end citere showmanden Trump selv: »we’ll see, right?«