Tre år i træk blev Noma kåret som verdens bedste restaurant af Restaurant Magazine. Men i februar i år lukkede restauranten i lokalerne på Strandgade 93, og René Redzepi forbereder nu åbningen af Noma version 2.0 i det tidligere Søminedepotet på Refshalevej.

Mens mange danske arkitektur- og designperler i tidens løb er gået til – hele interiører skabt af store navne som Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Verner Panton – bliver Noma imidlertid bevaret, omend i stykker, der sandsynligvis spredes for mange vinde.

Restaurantens møbler, bordservice og keramik bliver nemlig solgt på auktion i Chicago i næste måned. Det er auktionshuset Wright, der 2. november sætter næsten 500 genstande fra den oprindelige Noma-restaurant til salg.

»Omhyggeligt udvalgt og med genstande fra hele Norden, indeholder auktionen møbler, indretning og bordservice, som var medvirkende til Nomas distinkte æstetik,« skriver auktionshuset.

Foruden klassiske stole tegnet af Hans J. Wegner og J.L. Møller er der blandt andet håndlavet træbestik og speciallavet keramik fra Würtz. Det lange spisebord fra Nomas »private dining room« kommer også under hammeren.

René Redzepi giver indretningen af den hedengangne restaurant disse ord med på vejen:

»Vi ønskede altid, at restaurantens design skulle være enkelt og naturligt – samme tilgang som vi havde til maden. Som nøgleord vil jeg nævne nordisk, uprætentiøst og enkelt.«

Som var det malerier af Vilhelm Hammershøi, er interiøret smukt foreviget af den danske fotograf Ditte Isager. Se billederne på www.wright20.com