Portugal fik noget nær den værste start på VM, da mandskabet tabte 0-4 til Tyskland og samtidig fik Fabio Coentrao og Hugo Almeida skadet ud over Pepes udvisning. 

Og mod USA, som mødte op med en frisk sejr på 2-1 over Ghana, gik det lidt bedre med et uafgjort resultat på 2-2, men Portugal kunne altså ikke revanchere den seneste amerikanske sejr mellem de to hold på 3-2 fra VM 2002.

Portugal lagde ud med et voldsomt pres på amerikanerne, og allerede efter fem minutter var der pote, da den meget udskældte Nani scorede ved at banke bolden op i nettaget fra tæt hold. Oplægget stod den amerikanske forsvarer Geoff Cameron for, da han på et svagt indlæg fra Miguel Veloso sparkede under bolden, så den røg hen til en fri Nani ved bagerste stolpe. Manchester United-spilleren fik Tim Howard til at lægge sig og scorede derefter nemt.

USA svarede dog godt tilbage i den velspillede kamp, og i løbet af den næste halve time havde Jürgen Klinsmanns spillere produceret hele ni chancer. Det var to mere end i hele kampe mod Ghana. Men det var først i anden halvleg, at USA endelig fik scoret. Jermaine Jones havde efter godt en time lagt sig ude ved kanten af feltet på et hjørnespark, og da bolden dumpede ned for fødderne af ham, sparkede han den helt ud i siden af målet uden chance for den nyvalgte målmand i det portugisiske mål Beto.

Portugal kunne ikke bruge det ene point til særligt meget på grund af den dårlige målscore fra kampen mod Tyskland, og derfor satsede Paulo Bento på endnu et mål ved at lægge et endnu højere pres, men det lykkedes aldrig at komme til de helt store chancer ud over et par forsøg fra distancen, og i stedet var det så Clint Dempsey, som sikrede sit hold de tre point på et kontrastød.

Michael Bradley afsluttede midt for mål en bold, der røg ud til Graham Zusi i venstre side, og han sendte et indlæg lige ind i maven på Dempsey, som lige præcis havde snydt den portugisiske offside. 2-1.

Det lignede dermed, at Portugal var færdige ved VM, men i overtiden fik Cristiano Ronaldo givet lidt håb tilbage, da han smed et perfekt indlæg i hovedet på Silvestre Varela, der flot headede bolden ind til slutresultatet 2-2.

Resultatet betyder, at alt endnu er åbent i gruppe G. USA og Tyskland, der mødes i næste runde, har hver fire point, mens Portugal og Ghana har et.