Cristiano Ronaldo og Portugal lagde flot ud og kom foran efter kun fem minutters spil ved Nani, men USA kæmpede sig godt tilbage, og mod slutningen af kampen gjorde Clint Dempsey det til 2-1. Et mål, de fleste troede, var det sidste i kampen, men i overtiden lagde Ronaldo et præcist indlæg i hovedet på indskiftede Silvestre Varela, og så sluttede det hele lige.
- Vi er skuffede over resultatet, men det hele bliver afgjort i sidste kamp nu, sagde Clint Dempsey efter kampen.
- Vi spillede godt og var bedre end i den første kamp. Vi lavede flere chancer, men var uheldige med ikke at få alle tre point. Vi kan dog selv afgøre det, tilføjede målscoreren.
USA møder i den sidste gruppekamp Tyskland, mens Portugal skal spille mod Ghana. Tyskland og USA har begge fire point, mens Portugal og Ghana har et.
Dermed vil både USA og Tyskland være videre til 1/8-finalerne med et uafgjort resultat i den sidste gruppekamp.