Dronning Victoria traf engang selveste Richard Wagner og kaldte ham »en klejn og ganske stille mand«.

Trækket er ret almindeligt hos komponister i den store stil:

James Horner har skrevet musik til nogle af historiens største filmsucceser. Når man tænker tilbage på »Braveheart«, »Aliens«, »Titanic«, »Avatar« - så husker man dem i høj grad for deres dybt avancerede lydspor.

Men manden selv gør ikke det store væsen af sig. Hvis man kalder ham ved efternavn, bliver han synligt ubekvem ved situationen.

»Jeg føler simpelthen ikke mig selv som Mr. Horner«, siger han tyst. »Jeg er bare James.«

Den undselige amerikaner har sat lyd på de største følelser gennem tiden. Voksne filmelskere forbinder stadig synet af Mel Gibson i det skotske højland med Horners stemninger af sækkepibe.

En senere generation af biografgængere er vokset op med »My Heart Will Go On« - sunget af Celine Dion, skabt af James Horner. Nummeret høres i »Titanic« fra 1997 og indbragte ham den ene af hans to Oscars.

Og hans seneste partitur har allerede vist sig som en gedigen succes:

»Pas de deux« er en koncert for hele to solister på samme tid. En koncert for orkester plus violin og den dybe cello.

Eneste musiker i familien

Værket udkom for nylig i solisternes norske hjemland og har ligget øverst på nationens hitliste lige siden. Danske lyttere må vente til på mandag.

Hans navn er østrigsk. Faderen var scenografen Harry Horner og arbejdede på alt fra operaer i Salzburg til filmproduktioner i Hollywood med Danny Kaye eller Anthony Quinn i hovedrollen.

»Så jeg var den eneste musiker i familien,« siger James Horner.

»Jeg kendte absolut ingen af de berømte musikere. Jeg kendte til gengæld mange af de store teaterfolk.«

Han kombinerede de to verdner på sin egen måde. Da briten Peter Yates i 1983 skulle filmatisere skuespillet »Påklæderen««, satte James Horner musik til.

Intruktørerne skulle stille sig i kø lige siden. Listen over Horners arbejde med film er på flere end 100 titler efterhånden. Nogle af hans mest populære numre fra de senere år har været til James Camerons produktioner.

Hvordan arbejder du rent praktisk med en instruktør?

»Jeg bliver typisk bedt om at se filmen. Hvis jeg føler noget, slår jeg til. Men jeg siger tit nej,« siger James Horner.

»Min musik skal kunne gøre en forskel. Selv de største instruktører er tit usikre på deres film. De føler måske ikke, en bestemt scene fungerer for dem endnu. Og de regner så med mig.«

Spiller pengene ikke en rolle?

»Nogle af mine kolleger komponerer mest for pengenes skyld,« siger James Horner. »Men jeg er slet ikke den type. Jeg skal kunne føle filmen.«

Stemning på tre sekunder

Den skandinaviske premiere på hans »Pas de deux« var henlagt til Stavanger i Norge for et par uger siden. Resten af programmet bød på musik til hans mest kendte film. Flere gange med ham selv på dirigentpodiet.

Tilhørerne kunne se titlerne og måske et enkelt stillbillede på bagvæggen imens. Hvis filmens billedsprog står stærkt nok i vores bevidsthed, skal der forbløffende lidt til:

En slidt vimpel, der blafrer i vinden? Filmen er »Braveheart«. De grønlige blink fra et neonrør i stykker? Filmen er »Aliens«.

James Horner arbejder med samme princip i sin musik. Hvis biografgængerne skal ind i en stemning, må der sikre midler til.

Så vi skal mærke det romantiske i »Titanic« eller det militante i »Avatar« inden for ti sekunder?

»Ti sekunder ville skam være alt for lang tid,« siger James Horner.

»Jeg arbejder med højst tre sekunder. Stemningen skal helst sidde lige i skabet. Man skal kunne nynne temaet og straks vide hvilken film, det stammer fra.«

De mest afgørende steder for James Horner er filmens begyndelse og slutning.

»Komponisten skal allerførst have biffens publikum ind i filmens verden. Vi skal slet og ret have dem til at holde mund. Og når det lykkes, føles det næsten som magi,« siger han.

»Når filmen er slut, skal man på en måde til samme manøvre. Jeg kan godt lide, hvis folk bliver siddende lidt. Også selv om man bare ser teksterne rulle over.«

Virker det så?

»Det virker stort set aldrig«, griner han. »Folk ender altid med at rejse sig. Men jeg har i det mindste gjort mit bedste.«

Da han skulle komponere sin dobbeltkoncert, kom han lidt på samme opgave. Et koncertstykke skal kunne fungere uden billeder af nogen art. »Uden skibe eller kærlighed,« som han siger.

Klassisk musik til folket

Ideen til »Pas de deux« kom fra Mari og Hakon Samuelsen. Hun spiller violin. Han spiller cello. De to søskende ville bringe klassisk musik ud til flere øren og tog en snak med flere komponister.

»Men vi følte ærligt talt ikke, de forstod os. Vi ville et helt andet sted hen,« siger de.

Hvordan kom James Horner ind i billedet?

»Vi optrådte ved en fest, hvor prinsesse Märtha Louise var til stede. Hun introducerede os til en af sine venner. En kendt filmkomponist. Og han sagde, vi da skulle tale med James Horner. Vi anede bare ikke, hvordan man kommer i kontakt med sådan en mand.«

Så de tog til USA og fik et møde med James Horner i stand. Da de så ham komme gående, blev de star struck.

»Jeg kan se James Horner! Kig den anden vej!«, havde de sagt til hinanden.

Hvordan reagerede han så?

»Vi havde nok troet, han ville sige »You can call my manager« eller noget. Men han sagde bare »Cool. Det gør vi da!«

Koncerten blev komponeret og siden førsteopført af Royal Liverpool Philharmonic Orchestra med kendissen Vasily Petrenko på podiet. Det er samme orkester, man hører på indspilningen fra Mercury Classics. Og de to søskende medvirker selv som solister. Værket er programsat flere steder over hele verden i den kommende sæson.

Ny og velkendt

James Horner har aldrig komponeret to ens stykker filmmusik. Han kan være inspireret af middelaldermusik det ene øjeblik og avantgarde det næste.

Så man kan ikke sige, hans dobbeltkoncert lyder som hans filmmusik. Men den har én ting til fælles med filmmusikken: Den skal på én gang være ny og lyde velkendt i alle slags øren.

Er du bange for modtagelsen?

»De enkelte musikere må i hvert fald tro på projektet - sådan at de hverken forventer Brahms eller avantgarde. En af nøglerne er at give alle musikere noget vigtigt. Sådan at de alle kan mærke, de gør en forskel,« siger han.

»Men jeg skal også vinde jer kritikere. Nogle af jer kan ikke få musikken moderne nok. Jeg går langs en meget fin linje mellem den brede lytters smag og kritikeres krav.«

James Horner ville have en musik, der både var tilgængelig og tilpas moderne.

Lyden af vor tid er i høj grad længslen efter fortiden?

»Ja. Eller fremtiden,« siger James Horner.