De fleste af os ved, at musik kan have en utrolig stærk indvirkning på vores hjerner. Vi har prøvet det selv, når et stykke musik, vi holder særligt af, uden varsel får minderne til at skylle ind over os. Når vi pludselig bliver så rørt, at vi må knibe en tåre. Når vi føler os kaldet til at danse eller hensættes i dyb eftertænksomhed.

Det er musikkens mirakel, at alle disse følelser og affekter kan opstå i os mennesker alene på grund af disse serier lydbølger, der vibrerer i æteren.

At musikken har utrolige egenskaber, er Melody Gardot en lysende eksempel på.

På mandag udkommer hendes imødesete fjerde album »Currency Of Man«, men at hun overhovedet skulle nå så langt, stod på ingen måde skrevet i kortene, efter at hun i 2003 blev påkørt af en jeep, da hun var ude og cykle i hjembyen Philadelphia. Ulykken var så voldsom, at den efterlod den dengang 19-årige amerikaner ude af stand til gå, tale og huske. Hun havde pådraget sig seriøse skader på både hoved, rygsøjle og bækken og fik dengang at vide, at hun nok aldrig ville komme til at gå.

I over et år var hun bundet til en hospitalsseng, hvor hun kun måtte ligge på ryggen og døje med umenneskelige smerter. Skaderne på hjernen havde gjort hende overfølsom over for både lyd og lys, og de neurale forbindelser mellem den højre og venstre hjernehalvdel var så beskadigede, at hun havde svært ved at tale, kommunikere og udtrykke sine følelser.

Hendes læge på universitetshospitalet i New Jersey, Richard Jermyn, har på et tidspunkt sammenlignet hendes tilstand med en computer: Hukommelsen var intakt, men Gardot havde ikke havde adgang til den.

Reddet af musikken

Før ulykken havde Gardot sunget og spillet jazz-standarder rundt omkring på byens piano-barer. Ikke noget videre seriøst; den unge college-studerende drømte på det tidspunkt om at blive maler eller noget inden for mode.

Men musikken skulle vise sig at blive hendes redning. Efter halvandet års tid på hospitalet havde flere læger mere eller mindre sagt til hende, at hun aldrig ville komme til at genvinde førligheden. Derfor var hun allerede så småt begyndt at åbne op muligheden for alternative behandlingsformer, da en læge foreslog hende, at hun skulle genoptage musikken. At det muligvis kunne have en positiv indvirkning på hendes tilstand.

Gardot tog udfordringen op. Men da det hurtigt viste sig, at det var for smertefuldt for hende at sidde ved klaveret, lærte hun stille og roligt sig selv at spille guitar liggende på sin hospitalsseng. Lidt efter lidt kunne hun begynde at nynne melodier, og med tiden begyndte hun at skrive sine egne sange. Arbejdet med musikken fik ganske enkelt hendes hjerne til at danne nye nerveforbindelser.

Og sangene? De mundede i 2005 ud i ep-udgivelsen »Some Lessons: The Bedroom Sessions«, der blev startskuddet til en ret enestående musikkarriere, der indtil videre har resulteret fire album og omfattende turnévirksomhed over hele verden. Og som altså til november bringer hende forbi DRs Koncertsal.

»Musikterapi er årsagen til, at jeg overhovedet har en karriere og kan leve det liv, jeg har i dag. Det ændrede fundamentalt på mit udsyn i livet,« fortæller Melody Gardot over en let skrattende telefonforbindelse fra London. Hun taler i et sagte toneleje, men tempoet er højt og sætningerne formfuldendte.

»Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville kunne gå. Jeg fik faktisk det modsatte at vide. Jeg begyndte at tro meget mere på universet end på nogen form for medicinsk diagnose, fordi de prognoser, jeg blev stillet i sigte dengang, aldrig endte med at holde stik. Heldigvis.«

Draget af det spiritiuelle

Universet? Ja, Gardot er helt klart til den spirituelle side. Hun er erklæret buddhist og lever på en såkaldt makrobiotisk diæt, som blandt andet går ud på at undgå behandlede fødevarer og kød. Og så er hun åben over for mere alternative behandlingsformer og i særdeleshed musikkens terapeutiske potentialer,som har været så afgørende en faktor i hendes egen vej tilbage til livet.

Ved siden af den travle musikkarriere har hun siden 2012 været med til at drive en afdeling for musikterapi på universitetshospitalet i hendes hjemby. Det er et område, der ligger hende meget på sinde.

»Vi arbejder med såkaldte »Patient B’er«. Altså patienter, der ikke reagerer på traditionel vestlig medicin, patienter der har brug for lidt mere pleje og en ny måde at tænke på. Vi hjælper dem på måder, der minder meget om det, man ser hos Oliver Sacks (kendt neurolog, red.) og i dybdegående neurologisk forskning. Vi har fantastisk dygtige læger tilknyttet og kan bruge den samme metode, som hjalp mig i de helt tidlige stadier af min genoptræning,« siger hun og fortsætter:

»Det er et af den slags dejlige tilfælde, hvor et menneskes historie åbner muligheden for at hjælpe andre mennesker. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville gøre det her allerede i mine 20ere, jeg troede måske jeg ville gøre det, når jeg blev 60. Men det her er de første skridt.«

Den omdiskuterede neurolog Oliver Sacks er i det hele taget et stort forbillede for Melody Gardot. Han er i dag professor ved New York University School of Medicine og har skrevet en lang række bestsellers med neurologiske casestudier og banebrydende forskning. Hans bog »Awakenings« (1973) blev tilmed filmatiseret med Robert De Niro og Robin Williams i 1990.

»Oliver Sacks var en mand, der var dedikeret til idéen om, at læger skal finde nye måder at hjælpe folk og tænke ud af boksen. Baseret på hans og andres arbejde er vi i stand til at blive klogere på, hvad musik gør ved vores hjerner. Når folk der lider af en nedbrydende hjernesygdom som Alzheimers ikke er i stand til at genkende deres partner, familie og hver morgen vågner op uden at ane, hvem de selv er, kan man sætte en sang på fra en tidligere periode i deres liv, og så kan de synge hvert eneste ord. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan musik overleve i vores sind, når hjernen degenererer? Musik har evnen til at række dybt ned i vores sind og bevidsthed, og det giver os evnen til at føle og udtrykke og udvikle os,« siger hun.

Ændrer kammertonen

Men det behøver ikke engang nødvendigvis være musik. Lyde i sig selv har også en enorm indvirkning på os, mener Gardot. Det er ikke helt tilfældigt, at storbymennesker søger ud i naturen, når de har ferie. Det handler om at få ro.

Og nogle gange kan specifikke bølgelængder af lyd have helt særlige egenskaber. For eksempel valgte Gardot at få en klaverstemmer til at stemme hendes klaver i 432 Hz. i stedet for de traditionelle 440 Hz. Simpelthen fordi der findes en teori om, at det er mere behageligt leje rent fysisk. Og derved har hun helt bogstaveligt ændret hele hendes nye albums kammertone.

»Lyd som et hele har utrolige egenskaber, som vi stadig kun har skrabet i overfladen af. Lige nu bliver der researchet i, hvilke potentialer der ligger i at blive eksponeret for lyd og hvad forskellige bølgelængder kan gøre for at reparere dna i kroppen og strukturer i hjernen. Det er en kæmpe ting, som jeg stadig er meget nysgerrig omkring. Jeg ved, at jeg på et tidspunkt i mit liv vil trække mig fra scenen for at finde den nødvendige tid til at bruge mere tid på det her område og hjælpe folk,« fortæller hun.

Det gør hun nu allerede i stor stil ved bare at fortælle sin historie i offentligheden. Hver dag får hun mails fra mennesker, der står i præcis samme situation som hende, og ikke ved, hvad de skal gøre.

»Der er ikke én gylden metode, men der er visse ting, der kan hjælpe folk, som de ikke kender til, fordi vestlig medicin ikke altid har sit fokus der. Jeg måtte igennem otte læger, før jeg fandt en, der vidste noget om det her. Det er svært. Mit håb er, at de her informationer skal være tilgængelige for alle, så de kan få det bedre. Livet er for kort til at blive tilbragt i en hospitalsseng uden nogen løsning i sigte.«

»Penge dikterer behandlingen«

Men ambitionerne rækker videre endnu. Den første udfordring er sprede budskabet om musikkens terapeutiske potentialer. Den næste er økonomisk. Målet er, at det på sigt skal være gratis at få behandlingen.

»Jeg var selv studerende og havde ingen penge, da jeg blev kørt ned. Jeg kommer ikke fra en rig familie, så jeg trak det korte strå, da regningen skulle betales. Jeg kunne ikke gøre alle de ting, jeg fik anbefalet. Vi lever desværre i en tid, hvor penge dikterer, om man er i stand til at bevæge sig fra punkt a til punkt b i sin behandling. Det er en kamp at gå gennem forsikringen. Det tog mig måneder at få behandling den vej. Der er nødt til at være mulighed for, at folk kan komme og få sin behandling uagtet ens økonomiske formåen,« siger hun.

Gardot selv har også måttet kæmpe en hård kamp. Gennem stort set hele hendes karriere har hun optrådt med solbriller på for at skærme sig for lyset og siddet i en specialbygget stol, der har kunnet lindre det fysiske ubehag under koncerterne. I en periode havde hun sågar en lille boks om taljen, der udsendte smertestillende elektriske impulser. Og der er stadig småting, hun ikke kan. Men det går den rigtige vej, fortæller hun.

»Ligesom ethvert andet menneske er jeg på en konstant fremadskridende rejse. Jeg genvinder mere og mere af det tabte. Jeg er begyndt at gå uden stok det meste af tiden nu. Det er næsten ti år siden, så det er fandme også på høje tid,« siger hun.