Vejen til Europas Forenede Stater skal tilbagelægges med ekspresfart.
I hvert fald hvis det står det til formanden for de tyske socialdemokrater. Torsdag eftermiddag blæste SPD-formand Martin Schulz til kamp for Europas forenede stater på en socialdemokratisk partikongres i Berlin. Nationalstaternes Europa skal erstattes af Europas Forenede Stater inden 2025. Medlemsstater, der ikke ønsker at medvirke til mere EU, må indstille sig på at følge Storbritannien ud af unionen.
Sådan lød Martin Schulz’ mest overraskende udmelding under en timelang tale til godt 5000 socialdemokrater i Messecenter Süd i Berlin. Få timer efter partiformandens tale valgte et stort flertal af de 600 socialdemokratiske delegerede at stemme ja til partiledelsens forslag om at åbne en dør for regeringsforhandlinger med Angela Merkels kristendemokrater.
Dermed kan Angela Merkel, der har brug for SPD for at kunne danne en flertalsregering, i første omgang drage et lettelsens suk. Beslutningen vil også vække glæde i Paris, hvor præsident Emmanuel Macron af hensyn til eurozonens fremtid har tilskyndet de tyske socialdemokrater til at danne regering med Merkel. Til gengæld vil den socialdemokratiske partiformands europapolitiske storoffensiv næppe vinde opbakning hos de potentielle regeringspartnere.
Torsdag aften besvarede flere konservative politikere Schulz’ udmelding med sigende kølighed. Schulz er blevet »euroradikal«, sagde den fungerende trafikminister Alexander Dobrindt fra det konservative CSU i Bayern, mens CDU-politikeren Elmar Brok overfor avisen Welt afviste, at man kan indlede en så vanskelig proces som en omfattende traktatændring med trusler om at ekskludere vrangvillige medlemsstater.
Schulz’ visioner har med andre ord næppe chance for at blive en del af et kommende regeringsgrundlag.
Stenet vej til ny regering
Ikke desto mindre er Tyskland kommet et skridt nærmere en ny regering efter torsdagens partikongres, der endte bittert for Martin Schulz. for blot ni måneder blev han valgt til SPD-formand med 100 pct. af stemmerne. Torsdag måtte Schulz nøjes med skuffende 81,9 pct. af stemmerne.
Indtil videre ser partiet dog ud til at bakke op om Schulz, der høstede et af sine største bifald fra salen, da han undskyldte for det værste socialdemokratiske resultat siden anden verdenskrig ved det nyligt overståede forbundsdagsvalg. I sin tale forsøgte partiformanden samtidig at berolige store dele af det socialdemokratiske bagland, der er mere end skeptiske over for en såkaldt ’stor koalition’ med Merkels kristendemokrater.
»Vi skal ikke regere for enhver pris. Men det må heller ikke være sådan, at vi for enhver pris ikke vil i regering«, sagde Schulz i sin tale torsdag eftermiddag.
Næste uge mødes den socialdemokratiske partiledelse med Angela Merkel og CSU-formand Horst Seehofer i Berlin. Senest d. 15. december skal den konservative og socialdemokratiske partitop nå frem til et fælles grundlag for regeringsforhandlinger. Derefter skal de menige socialdemokrater på en ekstraordinær partidag år stemme ja eller nej til videre forhandlinger med Merkels kristendemokrater og det konservative CSU i Bayern.
Før Schulz sætter kursen mod Europas Forenede stater, skal han med andre ord først tilbagelægge den lange og stenede vej til en ny tysk regering. Og her er det stadig baglandet, der bestemmer farten.
Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland
