Hvis jeg var med i et forsøg, hvor jeg skulle køre denne bil på motorvej med bind for øjnene og så gætte bilen, ville jeg have gættet på en tysk bil. Forsøget er selvfølgelig helt hypotetisk, men bilen, jeg kører i på den spanske motorvej nord for Barcelona, føles også tysk uden bind for øjnene. Bilen er ikke tysk, men japansk. At den nye Mazda CX-5 føles som en tysk bil på motorvejen er et kvalitetsstempel af de helt store fra min side, for det indbefatter flere vigtige ting: at bilen er meget støjsvag, at den er meget retningsstabil, at undervognen ikke arbejder unødigt, og at den føles sikker. En bil skal være udviklet med mange kilometer på Autobahn for at kunne føles sådan. Det var ikke tilfældet med den gamle CX-5, men det er tilfældet med den nye.
CX-5 et niveau bedre
Den stærke præstation på motorvejen er sigende, for at CX-5 har flyttet sig til et højere niveau. Mazda har ofte lovet mere støjsvage og mere komfortable biler, men først nu kan jeg sige, at der er ramt lige præcis i midten af skydeskiven. Mazda har gjort det ved at opgradere den eksisterende platform, og mens forbedret aerodynamik og støjdæmpning kvæler uønsket støj, så sikrer designerne, at vi også har noget nyt at kigge på.