Fiat 500 er en lille bil, en bybil med italiensk charme til to personer og en smule bagage. Men Fiat 500 er mere end det, for i den modsatte ende af 500-skalaen står 500L, en rummelig og, for at holde den neutrale tone, speciel familiebil i den praktiske MPV-form. Der findes sågar et stort udvalg af 500L med en forlænget 500 Living med syv sæder og en SUV-lignende Trekking-udgave. Ingen af dem har formået at få danske kunder ind til Fiat-forhandlerne, og i 2016 blev blot 136 styk nye 500L solgt til danske kunder.
Måske et facelift kan puste liv i 500L? Kun kunderne kan i sidste ende vurdere, om Fiat er gået langt nok med ændringerne, for selve designet ændrer sig i hvert fald ikke væsentligt, og det er ofte et nyt design, der giver fornyet interesse. Fiat har ændret 500L med 40 procent nye komponenter, og det er ændringer, som vedrører bl.a. sikkerhed og komfort.