Hvad er nyt?
Selv Golf-entusiaster med nypudsede briller kan have brug for den klassiske privatdetektivs lup og et referencebillede af den gamle Golf GTI for at kunne afsløre, hvad der er sket i forbindelse med endnu en af Volkswagens nænsomme evolutioner.
Visuelt vil luppen afsløre, at GTI’ens luftindtag i fronten er blevet større, at den har fået matsorte C-formede kanter helt ude i siderne, og at LED-forlygterne nu giver et mere karakterfyldt udtryk. Ingen er dog i tvivl om, at dette er en Golf GTI, når man får øje på emblemerne og så selvfølgelig den røde stribe, der i 41 år har været et af Golf GTI’s kendetegn.