Hvis hovedpersonen i en biografi kommer til verden på side 1, bliver jeg automatisk skeptisk.

For er der så overhovedet en forfatter, der har valgt noget ud for mig, prioriteret det vigtige frem for det knap så vigtige? Bliver det sådan en slag i slag-biografi, der trasker frem mod den uafvendelige afslutning på alt levende, på alt der findes?

Dør vor helt, som ortodoksien foreskriver, på sidste side?

Kjeld Frandsen og Frank Büchmann-Møllers biografiske »Svend Asmussen. 100 år for fuld musik« slutter begribeligvis ikke med Asmussens død; tværtimod peger den frem mod violinistens og entertainerens eksempelløst runde fødselsdag 28. februar næste år. Men man kan ikke påstå, at den leger kispus med genren, eller har haft ambitioner om at bidrage med nye vinkler på stoffet. Bogen citerer flittigt og særdeles omfangsrigt fra andre bøger og publikationer, men den hævder heller ikke, at den vil opfinde krudtet på ny. Det ligger allerede i den lidt Palmehaveagtige titel og understreges af et sprog, der handler mere om at afhandle end om at fortrylle.

Bogen fortæller Svend Asmussens historie fra A til Å og viger høfligt uden om kontroverser. Ikke at de ikke er der, for ind imellem antydes de. Hvorfor udebliver den nære ven og hidtil faste samarbejdspartner, guitaristen Jørgen Ingemann, fra en vigtig radiooptræden? Hvad gemmer sig bag sønnens rørende glæde over det samvær, han trods alt får med sin far? I adskillige interview pirrer Svend Asmussen selv med, at der findes noget andet under den tilforladelige overflade, inviterer nærmest én til at kigge efter, men Frandsen og Büchman-Møller vender sig kysk den anden vej. Spørgsmålet er, om de gør læseren – og for den sags skyld Asmussen – nogen tjeneste ved den metode.

Det er musikken, der interesserer forfatterne, og måske de skulle have bundet an med en monografi i stedet for en biografi. Det er et problem, at vi aldrig får en fornemmelse af en kunstner i sin tid. På et tidspunkt midtvejs og for sent får vi beskrevet 50ernes kunstneriske miljø, men generelt befinder bogens Asmussen sig i limbo. Krig, depression og alskens dårligdom passerer ukommenteret forbi. Det nævnes en passant, at kollegaen fra succestrioen Swe-Danes, Ulrik Neumann, mistede sin søster og duetpartner Gerda i samme flystyrt i Kastrup Lufthavn, som også dræbte den amerikanske film- og operastjerne Grace Moore og den svenske tronarving Gustav Adolf i 1947, men det er, som om det kun har relevans, fordi Svend Asmussen tog Ulrik Neumann med på turné for at adsprede ham.

Grundstof til noget interessant

Der er grundstof til noget interessant, noget med bid i, hist og her. Forfatterne er ikke de store fans af Swe-Danes, den ret kortlivede trio, som Asmussen, Neumann og svenske Alice Babs væltede verden med omkring 1960, og som for mange af os er den helt store Asmussen-arv. »En kende ferm og mekanisk«, vurderer forfatterne Swe-Danes og anfører, at man i dag ville kalde det easy listening.

Men ellers er her ingen smalle steder. Det står ikke altid lige klart, hvorfor og hvordan Svend Asmussen var så grænseafprøvende og progressiv, ikke mindst fordi han nærmest gør en karriere ud af ikke at spille jazz, og fordi han igen og igen refererer til sig selv som »violingnider« med mere og understreger, at over for de store forbilleder, »Stuff« Smith og andre, står han ikke mål. Jeg tror ikke nødvendigvis, det var falsk beskedenhed, men det tyder på, at bogens forfattere tror det. Ligesom deres forklaring på, at så mange kreative samarbejder ophører, er, at Svend Asmussen er blevet kunstnerisk rastløs igen og vil videre i sin pionérgerning.

Man får mest ud af »Svend Asmussen. 100 år for fuld musik«, hvis man læser den som guide til sin pladesamling, som en antologi af anmeldelser, isprængt lidt nødtørftig biografi og et gispende overbud af udførlige citater, der næsten i hvert eneste tilfælde kunne være redigeret skarpere. Forfatterne gennemgår utallige pladeindspilninger og TV-shows, ofte ekstremt indgående, andre gange mere generisk med konstateringen af, at Asmussen spillede med varme og charme, eller at hans solo var »ganske vellykket«. Selv ville jeg have delt bogen op i to og lagt den mere diskografisk vurderende del og biografien for sig.

Lindhardt & Ringhof har produceret en læsevenlig bog på lækkert papir. Billederne og udvalget er luksuriøst, nærmest prangende – fremragende. Hvor er det skønt, så tæt medierne har fulgt Asmussens gøren og laden gennem nu snart 80 år, og lifligt, at bogudgiverne har givet den hele armen.

Men hvis man havde sat næsen op efter en stor, generøst strømmende fortælling om et liv, der overlapper og gerne skulle spejle så langt de fleste af det 20. århundredes store kriser, går man skuffet herfra.

Michael Bo er kulturjournalist på Politiken.

 

 

Titel: »Svend Asmussen. 100 år for fuld musik«.

Forfattere: Kjeld Frandsen og Frank Büchmann-Møller.

Sider: 264.

Pris: 350 kroner.

Forlag: Lindhardt og Ringhof.