»Long Lost Suitcase« er et punktum. Albummet markerer en afslutning, da det er tredje og sidste kapitel i en albumtrilogi, hvor den walisiske hankat Tom Jones fortolker sin musikalske arv. Han ønsker at tilbagebetale lidt af sin musikalske gæld med en hyldest til de sange og kunstnere, der har formet ham som vokalist og menneske.
Som tilfældet var med albummets to forgængere, »Praise« fra 2010 og »Spirit In The Room« fra 2012, har han arbejdet tæt sammen med den garvede producer og musikalske altmuligmand Ethan Johns (Paul McCartney, Ryan Adams, Kings Of Leon m.fl.). Johns formår at få Jones til at lægge låg på det lumre Las Vegas-playboy-image til fordel for den indfølte og skarpe fortolker med den muskuløse baryton-røst, som waliseren heldigvis kan være, når han ellers gider anstrenge sig lidt.
Man har før set, hvordan en producer har formået at revitalisere en lidt slidt kunstner. Johnny Cashs parløb med Rick Rubin på »American Recordings«-serien er glanseksemplet. Her følte man, at Rubin faktisk kendte Cash bedre, end Cash kendte sig selv. Helt på samme svimlende niveau befinder vi os ikke her, men Johns gavner uden tvivl Jones.
Indlevende og velsyngende fortolker
Her brummer Jones sig veloplagt igennem det sangguld, han har fundet frem fra sin gamle, hengemte kuffert. Som på den minimalistisk vuggende udgave af Willie Nelsons grådkvalte »Opportunity To Cry«, der nok tager sig blid ud ved første lyt, men som langsomt slås itu af melankoliens rasen.
»I’d like to see you/but I’m afraid that I don’t know wrong from right/And if I saw you, would I kiss you or wanna kill you out of sight?/It’s been a long night, so I think I’ll go home and feed my nightmares« lyder det fra en forsmået elskers mund. En voldsom besyngelse af den fatale jalousi, som overskygger al rationalitet og udvikler sig til en akut form for sindssyge.
Ligeledes viser den blues-sprukne version af tex-mex-rockerne Los Lobos’ »Everybody Loves A Train«, den feedback-dirrende fortolkning af Gillian Welchs The King-elegi »Elvis Prestley Blues«, den banjo-vimsende westernficering af The Rolling Stones’ »Factory Girl« samt den rå, garagerockede omgang med bluesveteranen Billy Boy Arnolds »I Wish You Would«, hvor velsyngende Jones stadig formår at være, trods sine 75 år.
Generelt tager det brogede sangmateriale sig godt ud i hænderne på Jones og Johns, så forhåbentlig er »Long Lost Suitcase« ikke et endegyldigt punktum for den walisiske kulminearbejdersøns lange karriere. Det ville være ærgerligt, da det er længe siden, den gamle alfahan har lydt så relevant og nærværende.
Hvem: Tom Jones
Hvad: »Long Lost Suitcase«, Virgin/EMI
Lyt til albummet her: