»En smule honning er noget, der eventuelt kan få én til at blive 100 år.«

Hvorvidt det er hemmeligheden, skal ikke kunne siges, men i hvert fald bekræfter Svend Asmussen, at det er ham, der gennem de sidste snart 15 år har stået for morgenmaden, og at han aldrig forsømmer at inkludere honning.

»Jeg forsøger også at få Ellen til at spise en smule honning, så hun om muligt kan blive endnu sødere.«

Den fine underspillede humor er helt intakt hos Svend Asmussen, da det for få dage siden bliver til en kort snak, blandt andet om den forestående fødselsdag og hans tanker i den anledning.

»At blive 100 år. Det kommer som en overraskelse, for jeg har aldrig tænkt i de baner.«

Og ret beset er det da heller ikke de 100 år, der gør Svend Asmussen til det, han er. Det er den måde, som han så intenst og så mangeartet har udfyldt disse 100 år. At han er kandidat til titlen som alle tiders største jazzviolinist, er velkendt. Men dertil kommer, at han i modsætning til de få konkurrenter i samme kategori har beskæftiget sig med alt muligt andet – som sanger, multiinstrumentalist, komponist, skuespiller, showman, lydtekniker, billedkunstner og så videre. Og altid med såvel perfektionisme som en en helt personlig drejning.

Svend Asmussen, der i syvårsalderen fik sin første violin med tilhørende klassisk undervisning, blev omkring 1930 interesseret i jazz, og hans professionelle debut – med egen kvartet – fandt sted i Apollo Teatret i København den 15. oktober 1933. Snart lod han sig høre som kapelmester på prominente restauranter, og så indspillede han for første gang i eget navn i november 1935.

Der blev også tid til et ufuldendt tandlægestudium, ligesom Svend Asmussen i en periode satsede på at blive optaget på kunstakademiet med henblik på at blive billedhugger. Men fra 1938 skulle det handle om musik.

Svend Asmussen fandt fremragende samarbejdspartnere og fik dannet den kvintet, som i begyndelsen af 1940erne – i kraft af et elegant swing og raffinerede arrangementer skilte sig ud fra al anden – også international – jazz. Derfor vakte det megen opsigt, da Svend Asmussen i foråret 1943 erklærede, at jazzen var uden udviklingsmuligheder, hvorfor han opløste sit orkester for at blive revyskuespiller. Og med debut i Hornbæk Revyen samme år blev det til et mangeårigt samarbejde med revykongen Stig Lommer.

Men verdenskrigen satte også sit præg på begivenhederne. Den 29. august 1943, hvor det officielle Danmark brød med den tyske besættelsesmagt, blev en sagesløs Svend Asmussen arresteret for efterfølgende at blive sendt til Berlin, nærmere betegnet en enecelle hos Gestapo på Alexanderplatz.

Efter en måned blev han – ganske mirakuløst – hjemsendt, så han kunne genoptage sit virke. Både som revykunstner og som jazzmusiker. Ikke sjældent begge dele i højere enhed.

Det fornemme samarbejde, han havde med søskendeparret Gerda og Ulrik Neumann, sluttede brat og tragisk, da Gerda Neumann omkom i en flykatastrofe i Kastrup Lufthavn i 1947. Men trioens stil blev i årene omkring 1960 videreført og raffineret af Svend Asmussen, Ulrik Neumann og den svenske sangerinde Alice Babs i den internationalt berømte showtrio, Swe-Danes, som Svend Asmussen ofte har betegnet som højdepunktet i sin karriere. Ind imellem de to trioer optrådte Svend Asmussen med et fremragende orkester, der var fast inventar i revyerne på ABC Teatret, og i det hele taget var hans aktivitetsniveau ultrahøjt, hvad der fremgår af den nyligt udsendte biografi »Svend Asmussen – 100 år for fuld musik«. Om den siger fødselaren:

»Der er gjort megen ære af mig, og jeg bliver mindet om mange ting. Noget af det vigtigste var de to jordomrejser, som jeg og mit orkester var på med krydstogsskibet Kungsholm. Det var på et tidspunkt og på steder, hvor der aldrig havde været turister, eksempelvis på Bali.«

Fra sin jordomrejse i 1955 sendte Svend Asmussen til B.T. en række fremragende rejsebreve.

Svend Asmussen, som gennem mere end 25 år udgjorde et enestående makkerpar med guitaristen Ulrik Neumann, og som i nogle årtier var meget optaget af at arbejde med optageteknik og trickindspilninger, vendte i 1960erne tilbage til den uforfalskede jazz.

Han indspillede med koryfæer som Duke Ellington og John Lewis, og da hans primære idol, den amerikanske violinist Stuff Smith, i 1965 slog sig ned i Danmark, blev det jævnligt til optræden på samme scene.

Men for Svend Asmussen betød det hverken re- træte eller no- get tilbageskuende.

Tværtimod. Såvel nysgerrighed som aversion mod rutine førte ham videre.

Han opdagede det grej, som hans søn, rockmusikeren Claus Asmussen, havde i deres fælles musikrum, og snart kom der strøm og wah-wah på violinen. Og med et nyt ensemble og en ny lyd skulle Svend Asmussen nok engang fange og begejstre et ungt publikum, ligesom han var involveret i de første Shu-Bi-Dua-plader.

Det blev også til en lang årrække med opdateret barokmusik i selskab med de to svenske musikere, Putte Wickman og Ivan Renliden, ligesom violinisten i 1980erne tog den franske sigøjnerjazz op med sine såkaldte String Swing-grupper.

Ikke desto mindre skulle Svend Asmussen og hans publikum have noget langt mere fuldkomment til gode, nemlig den kvartet, som violinisten skabte i 1992 med bassisten Jesper Lundgaard, trommeslageren Aage Tanggaard og guitaristen Jacob Fischer. Denne Svend Asmussens sidste – og tilmed længstvarende – gruppe blev efter manges mening hans bedste.

Da Svend Asmussen i 2000 mistede sin kone, Annegrete, som han havde været gift med siden 1938, mistede han også lysten til at spille. Men i 2002 fandt han den amerikanskfødte Ellen Bick Meier, der skulle blive hans muse og nye ægtefælle. Det blev atter til succesfulde optrædener i både Europa og USA, indtil en blodprop i efteråret 2010 lammede hans højre side. Heldigvis har genoptræning bevirket, at han nu fortsat spiller under private former med Ellen ved klaveret. Hun har i anledning af ægtemandens 100 års dag udgivet digtsamlingen »Inspiration/Exspiration«, og hun har en ny bog om parrets liv i støbeskeen.

Selv har Svend Asmussen sidste sommer skrevet et nyt arrangement af sin svensk-inspirerede 5/4-takt-komposition »Hambo om Bakfoten« for det klassiske kammerorkester Trondheim Solisterne, og dertil har violinistens uudslukkelige musikalske nysgerrighed jævnligt ført ægteparret til Jazzhus Montmartre for at opleve såvel ældre koryfæer som helt unge talenter. Endvidere har fødselaren haft megen glæde af albummet »Embraceable«, som udkom sidste år, og som er en kluboptagelse fra Paris i 1985 med Svend Asmussen og franske musikere.

»Jeg lyder bedre dér end på nogen anden plade. Imod mine sædvaner har jeg spillet den adskillige gange. Jeg plejer at høre mine plader én gang for at konstatere, at den ku’ jeg ikke li’.«

Selvkritik har kort sagt altid været en del af drivkraften frem imod de 100 år, og så har også benhårdt arbejde og en aldrig svigtende bevidsthed om, at et publikum har krav på oplevelse, hørt til ingredienserne.