Mænd tror, at de kan det hele selv, og kvinder er forsigtige. Fordommene er stereotype - også når det kommer til investering. Men nogle gange rummer de en gran af sandhed, og nogle gange falder sandheden ud til kvindernes fordel.

Vi starter med sandheden i fordommen om mændene. En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Alm. Brand viser, at når danske mænd investerer i aktier eller obligationer, sker det i mere end halvdelen af tilfældene uden rådgivning fra banken. Blot hver fjerde mand tager banken med på råd, hvilket står i kontrast til kvinderne, hvor hver tredje rådfører sig med banken, inden de investerer.