Med ét slag er investeringsforeninger blevet op til 61,5 procent dyrere for investorerne målt på de årlige omkostninger i procent af investeringen. Der er bare den finurlighed ved det, at investorerne hele tiden har betalt den højere pris. De har bare ikke kunnet se det før.
Nu tvinger nye regler de hidtil skjulte omkostninger frem i lyset, og dermed er det kendte omkostningstal, ÅOP, noget højere, end det ser ud. I de ti investeringsforeninger med de højeste indirekte omkostninger vokser ÅOP, årlige omkostninger i procent, med mellem 16 og 61,5 procent. Samtlige investeringsforeningers årlige omkostninger stiger med 9,6 procent i gennemsnit – på trods af at et antal foreninger opgiver deres handelsomkostninger til nul.
»Det er voldsomme prisstigninger, men det er dog kun på papiret, at fondene hopper i pris. Omkostningerne har nemlig været der hele tiden, men det nye er, at de nu kommer frem til overfladen og ser dagens lys,« konkluderer chefanalytiker Nikolaj Holdt Mikkelsen fra analysevirksomheden Morningstar.
Tre hovedårsager til omkostninger
De indirekte handelsomkostninger i investeringsforeninger og fonde opstår af tre hovedårsager. Dels er der ofte et prisspænd mellem sælger og køber af værdipapirer, så køber må betale lidt mere for at få handlen i hus. Prisspændet kan også opstå, fordi store portioner af værdipapirer skal handles på én gang, hvilket kan påvirke priserne. Dels er der valutaomkostninger, når der handles værdipapirer i en fremmed valuta. Samlet set vokser handelsomkostningerne i takt med omsætningshastigheden i fonden og falder i takt med likviditeten i de typer af værdipapirer, fonden handler med.
»Indtil nu har handelsomkostninger ikke været lettilgængelige for aktiefonde, stort set helt utilgængelige – eller ikke retvisende – for obligationsfonde, og kun delvist tilgængelige og retvisende for balancerede fonde. Det er, fordi handelsomkostninger ikke er inkluderet i fondenes omkostningsprocent og ikke tidligere er offentliggjort i et lettilgængeligt nøgletal. Endvidere kan tallet være vanskeligt at estimere for udefrakommende, da detaljerede handelsinformationer om hver eneste handel er nødvendige for at afdække det fulde billede,« skriver Nikolaj Holdt Mikkelsen i en analyse.
Opdateret: Ovenstående topti over fondene med de højeste handelsomkostninger indeholdt desværre en fejl med uopdaterede tal for de to fonde Accunia European CLO Investment Grade og Accunia European CLO Opportunity KL, som nu er fjernet fra listen. De rigtige tal for indirekte handelsomkostninger er hhv. 0,16 og 0,12 pct. Dermed var den reelle ÅOP hhv. 23 og 10 pct. højere, og ikke som vist 77 og 66 pct. Berlingske beklager fejlen.
Burde være ét tal
De indirekte handelsomkostninger kommer som nævnt som følge af nye regler, og udformningen er resultatet af en aftale mellem Finans Danmark, Investering Danmark, Forbrugerrådet Tænk og Dansk Aktionærforening. Hos Forbrugerrådet kalder seniorøkonom Troels Holmberg aftalen for god, selv om resultatet dog kunne have været bedre.
»Man burde lave ét reelt ÅOP, der samler alle omkostningerne. Det ville have være bedst for forbrugerne, og det arbejdede vi også for.«
Han forklarer videre, at der om to år bliver indfaset helt nye europæiske omkostningsnøgletal. Danmark står derfor i en overgangsfase mellem det gamle ÅOP og noget helt nyt, som træder i kraft ved udgangen af 2019.
»Der skulle laves en fornuftig overgangsordning fra den gamle verden til den nye. Det er lidt uskønt, at man er endt med et ÅOP, der ikke har det hele med. Men aftalen er blevet, at ÅOP aldrig må stå alene, det skal altid suppleres med oplysninger om de indirekte handelsomkostninger.«
Hos PFA Invest betyder de indirekte handelsomkostninger for investeringsforeningerne, som tilbydes kunderne i PFA Bank, at det reelle ÅOP stiger med mellem to og 28 procent. Mads Kaagaard, der er PFAs koncerndirektør for privatkunder, mener dog, at man som forbruger bør være opmærksom på, at omkostningerne ikke er unikke for investeringsforeninger.
»Hvis du nu selv skulle have investeret i aktier, så havde du også mødt den her omkostning. Det er en del af at deltage i et værdipapirmarked.«
Den uafhængige kapitalforvalter Miranova bruger selv både investeringsforeninger og de prisbillige finansielle instrumenter ETF, der typisk passivt følger et bestemt marked. Miranova har endnu ikke egne tal for handelsomkostninger klar, men adm. direktør Rune Wagenitz Sørensen tror ikke på, at alle tallene fra udbyderne er retvisende. Han har tidligere beregnet de indirekte handelsomkostninger i de fonde, som danske investorer har adgang til – en beregning, som han var nødt til at basere på antagelser, fordi oplysningerne ikke var tilgængelige.
»Vi synes, at nogle af tallene virker lave. Eksempelvis kategorien med globale aktier er opgivet til et gennemsnit på 0,04 procentpoint. Det virker for lavt, fordi både valuta, kursspænd og kurspåvirkning spiller ind, og der har historisk været en del omsætning i de fonde,« siger han.
En del fonde og investeringsforeninger opgiver et rundt nul i indirekte handelsomkostninger – på trods af at der er handelsaktivitet i fonden. Det skyldes ifølge flere af investeringsforeninger, at de indirekte handelsomkostninger er korrigeret for fondens indtjening ved emissioner og indløsninger af beviserne.
Især obligationer
Både Rune Wagenitz Sørensen og Nikolaj Holdt Mikkelsen påpeger, at det især er for obligationsfonde, at de synlige omkostninger er vokset.
»Særligt på obligationer kan det ses, fordi det er her, man har anvendt kursskæring. Der er store spring, og det er rigtig godt, at det kommer frem,« siger Rune Wagenitz Sørensen.
Nikolaj Holdt Mikkelsen har beregnet nogle af stigningerne:
»Summen af omkostningsprocenten og det nye nøgletal for handelsomkostninger giver et langt bedre og mere præcist omkostningsbillede end omkostningsprocenten alene. Det bliver nu synligt, at prisskiltet på f.eks. flere »high-yield« og »emerging markets« obligationsfonde er sprunget gevaldigt i vejret siden nytåret,« påpeger han og henviser konkret til to fonde, som illustrerer det:
»Omkostningsprocenten er eksempelvis 0,56 pct. i LI Obligationer Globale High Yield, men hertil kan nu lægges handelsomkostninger på 0,85 pct. Et mere præcist billede af omkostninger i denne fond er 1,47 pct. frem for 0,56 pct., der indtil nu har været det mest synlige billede af investorernes omkostninger. Det svarer til et prishop på 138 pct. Et andet eksempel er Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder, som investerer i obligationer fra »emerging markets«. Den koster nærmere 2,13 pct. om året for investorerne, når handelsomkostninger på 0,89 pct. kommer oven i hatten på dens løbende omkostninger på 1,24 pct. Det er et prishop på 72 pct.,« skriver chefanalytikeren i sin analyse af det nye nøgletal.


