Det er næppe tilfældigt, at en af Ruslands mest elskede filmklassikere tager sin begyndelse i en badstue. »Skæbnens Ironi« hedder filmen. Den handler om livets store spørgsmål og dertil om at drikke sig fra sans og samling i gode venners lag. I åbningssekvensen indledes drikkegildet i en dampende sauna i Moskva. Én skal giftes. En anden skal på forretningsrejse til Leningrad. Men efter lidt for meget vodka kan ingen huske, hvem der skal ud at flyve, og hvem der skal indgå ægteskab.

En del af 1970er-filmens kultstatus skyldes givetvis, at karaktererne formår at overtræde alle regler for opbyggelig, sovjetisk opførsel. Også i badstuen. For ægte badstueentusiaster blander ikke alkohol og damp. Det ved enhver. Den russiske badstue er udtænkt som en både helbredende og rensende aktivitet, selv om det kan være svært at få øje på, når man i byens badstuer iagttager runde, rødkogte mænd, der løber prustende ud af dampen og med et brøl kaster sig på hovedet i et iskoldt bassin.

Badstuen, på russisk »banja«, er en stolt institution. Den har overlevet både tsarer, sovjetkommunister og korrupte skindemokrater. Det er et fristed og for mange nærmest en menneskeret. Anskaffer man sig et sommerhus, en datja, vil indretningen af banjaet naturligt få højere prioritet end eksempelvis anlæggelsen af køkkenhaven. Man kan få meget ud af højbede, men at sidde splitternøgen og fortælle røverhistorier i 95 graders varme er sjovere end at luge.

Nu besidder jeg desværre ikke en datja her i mit eksil, men det er ingen undskyldning for at undvære banja. Det er faktisk svært at undgå oplevelsen. Før eller siden vil de fleste tilflyttere venligt men bestemt blive gennet ind i varmen. Da jeg for snart mange år siden læste i Skt. Petersborg, gik der næppe to uger, før jeg for første gang var blevet dampkogt i et banja ved Fontanka-kanalen. Her havde selveste den russiske tsarina Aleksandra Fjodorovnas berømte elsker Grigorij Rasputin haft sin faste gang i begyndelsen af sidste århundrede. Sådan lød den lokale sandhed i hvert fald, og badstuer og sandhed hænger uløseligt sammen.

Både Moskva og Skt. Petersborg bugner i dag af både luksuriøse og turistvenlige banjaer. Men vil man dykke ind i badstuens sjæl, så skal man gå efter de mere lokale af slagsen. I selskab med en møbelhandler, en forfatter og en fotograf har jeg det seneste års tid haft min gang i et banja med rødder tilbage til 1800-tallet. Etablisementet er mest berømt for sin ovn, hvis kapacitet øjensynligt ville passe glimrende til et middelstort stålvalseværk.

I et banja er ovnstørrelsen afgørende, for ovnen skal kunne klare en solid mængde koldt vand. Et banja må nemlig ikke forveksles med en sauna. I hvert fald ikke de kommunale danske svømmehallers variant. Luften skal ikke være tør og stikkende. Et banja skal være tropisk-fugtigt, og derfor skal der pøses vand på ovnen. Så tynger varmen som en dyne, der straks får sveden til at springe.

Under den slags forhold bliver et banjabesøg let et udstyrsstykke.

For det første skal man bruge en hat. En paveligt udseende filthat til 100 graders varme. Den har den virkning, at man kan blive siddende endnu længere i stegeovnen, før kroppen siger stop. For det andet bør man have et birkeris. Det bruger man til at daske sig selv med for at rense huden. For det tredje skal man bruge urter, masser af urter. De skal give dampen kraft og fylde. Og her går banjaoplevelsen hen og bliver lidt af en videnskab.

I det lokale banja er det hver tirsdag en skallet fyr ved navn Roma, der er urte-ansvarlig. Denne banjamester forbereder sig grundigt. Inden flokken første gang gennes ind i ovnstuen, holder Roma et lille foredrag om dagens urtemix og de helbredsmæssige gevinster. Eukalyptus og kamille er populært. Malurt og gran er også godt. Peberrod er for selvpinere. Et skvæt øl er for livsnydere.

Mens urterne spreder deres duft, begynder dagens banjamester at bringe cirkulation i badstuens hede luft med noget, der vel nærmest ligner en stor pizzaspade. Hvis du, kære læser, har prøvet at puste på din arm i en sauna, så ved du, hvad det betyder. Varmt! At styre den brændende banjavind er en linedans. Man skal svede til grænsen, men helst overleve. De tyndhudede løber ud efter fem minutter. De tykpandede bliver siddende, indtil ørerne stritter røde ud under banjahatten. Og så, endelig, må man kaste sig i det iskolde bassin.

Indtil det hele begynder forfra.

Det lyder måske som en heftig omgang, og det er det egentlig også. Et banjabesøg kan let tage to-tre timer. Det meste af tiden bruges dog ikke i varmen, men omkring bordene i omklædningsrummet. Her drikkes der te, spises tørret fisk og knævres om ugen, der gik. Kun iklædt et lagen og en banjahat er alle lige. Eller som et populært slagord lyder på hattene: »I banja er der ingen tsarer«.

Når man renskuret, runken og nærmest genfødt stavrer ud af døren, må man endelig ikke glemme den obligatoriske hilsen til alle dampfæller: »S ljogkim parom!« Hvilket kan oversættes nogenlunde med: »Må den lette damp være med dig«.

Det er naturligvis også undertitlen på den tre timer lange banjakomedie fra 1975. Og bare rolig, det hele ender godt. Både tømmermænd og damp letter på et tidspunkt.