Der er dage, der udvikler sig så absurd, at man bare burde gå hjem og trække persiennerne ned og blive indendørs. For min erfaring er, at man allerede efter et par timer ved, hvis dagen ender skidt. Små ting går galt fra starten, og det burde fortælle én, at man ikke helt har styr på situationen. Man har tankerne andre steder. Derfor koncenterer man sig ikke om at forhindre små ting i at udvikle sig til at blive uoverstigelige problemer i tide.

Sådan en dag havde jeg en onsdag for et par uger siden. Dagen begyndte som altid med, at jeg drak morgenkaffe på mit hjemmekontor, kiggede aviserne igennem, lyttede til min yndlingsradiostation samtidig med, at jeg scannede TV-nyhedshedsudsendelserne. Der skete intet. Ikke engang en lille bitte politisk skandale i Det Hvide Hus eller i Kongressen. Ingen pressekonferencer i løbet af dagen, der kunne se interessante ud. En af de dage, hvor man enten smækkede benene op på bordet og holdt fri eller gik ud i det virkelige liv og ordnede alt det administrative, man ellers aldrig når.

Mange tror, at en korrespondent konstant bevæger sig i en verden af pressemøder og spændende frokoster med kilder ude i byen. Sådan er det ikke altid. Livet som korrespondent har også en administrativ side. Man skal føre regnskab og sikre, at regninger bliver betalt til tiden – ikke blot ens personlige, men også dem, der tilhører Berlingske. For i USA findes der ikke betalingsservice i bankerne. Alt foregår ved personligt møde og ofte med betaling med checks.

Først og fremmest var min årlige afgift på bilen ved at løbe ud. Ind på nettet for at tjekke, at der var tid der, hvor jeg skulle have bilen synet. Det var der. Af sted i morgentrafikken og ud i de mere betændte kvarterer af Washington, hvor bilsynet har til huse. Jeg nåede frem til tiden uden at blive skudt eller røvet og kørte bilen frem til synspladsen. Manden kiggede og sagde, at jeg ikke skulle have bilen synet. Jeg pegede på mærket i vinduet, hvor der stod december 2014. Jo, men det var et andet sted. Han pegede på en anden mærkat længere nede. Der stod december 2015. Og det var hans afdeling. Ikke den øverste. Den kunne man bare betale på nettet. Allerede der burde jeg have anet, at dagen ville blive op ad bakke. For det kunne jeg have tjekket bedre.

Næste stop var mit teleselskab, som reklamerer med, at man lige nu kunne få et abonnement, der var betydeligt billigere end det, jeg havde. Jeg medbragte en mobil wifi-enhed, som jeg ikke havde brug for mere, og som jeg ville opsige.

Inde i butikken bliver jeg mødt af en ung og meget smuk kvinde med den hektiske servicemindede indstilling, amerikanerne er udstyret med. Da hun hørte, at jeg ville have et billigere abonnement til mobiltelefonen med udlandssamtaler og samtidig opsige min mobile wifi-forbindelse tastede hun hurtigt på computere.

»Jeg kan gøre noget helt andet for dig«, sagde damen. Og så begyndte hun at skrive tal ned på et papir i et hastigt tempo med nye gigabytes til min mobile enhed, med udlandssamtaler og med en kraftigere internetforbindelse og med gratis telefoni i USA. Altsammen for ti dollar mindre om måneden.

Hun satsede på, at gammelfar ikke kunne følge med i talestrømmen, og at jeg blev forvirret af gigabytes. Der havde hun forregnet sig. Jeg har altid været temmelig skrap til tal. Ganske vist var jeg lige i begyndelsen bedøvet af hendes ungdom og smil og stod som en gammel nar og drømte mig tilbage til min ungdom. Men i løbet af kort tid blev jeg klar over, at jeg var ved at blive udsat for et regulært scam. Hun var ved at sælge mig et system, der ville give mig dårligere dækning og færre gigabytes camoufleret ganske vist med en rabat. Men langtfra den rabat, de pralede med i annoncerne. Jeg forlod butikken i et raseri med et opsagt mobilt wifi-system og uden rabat. Og var langsomt klar over, at den her dag ikke var den mest vellykkede.

Næste stop var banken. Min hustru ville betale husleje. Det foregik i vores fornemme bank med en gammeldags check. Jeg satte mig i de dybe sofaer i banken, mens min hustru gik op til skranken. Ved siden af mig sad en ældre herre. Han sov. Han tabte sit kreditkort. Jeg bøjede mig ned og samlede det op og ville give ham det. Han sov stadig. Jeg forsøgte at vække ham for at give ham kortet. Intet svar.

Pludselig kommer bankbetjenten hen til mig. »Jeg tror desværre, at han er død,« sagde han. »Død,« svarede jeg, og samtidig faldt manden over mod mig.

»Hvor længe har han siddet der,« spurgte jeg. »En halv time,« lød svaret. »Jamen har I ikke gjort noget,« spurgte jeg. »Vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Vi har ikke haft en sådan situation før,« fortalte bankbetjenten.

Jeg tog mandens puls og mente, at jeg kunne spore en svag puls. »Vi er nødt til at ringe efter en ambulance«, sagde jeg. »Det har vi gjort, men vi skal have ham diskret ud ad bagdøren,« sagde bankbetjenten helt tydeligt indstillet på, at manden ikke skulle forlade banken via hovedøren og dermed forstyrre de endnu levende kunder.

I banken var der kun mig, bestyreren og så bankbetjenten i nærheden af manden. De andre kunder stod oppe ved skranken. Et kort øjeblik så jeg for mit indre blik Berlingskes korrespondent i færd med at bære en død mand ud af en amerikansk bank støttet af bankbetjenten og med bankbestyreren diskret i baggrunden. Det skulle blive løgn. Denne dag var for længst afsløret som en af de dage, hvor jeg absolut skulle være blevet hjemme.

Heldigvis kom ambulancen i samme sekund. Selvfølgelig var den kørt ind i gyden bagved. Min hustru var færdig med at betale huslejen. »Hvad er der sket,« spurgte hun. »Manden er måske død,« sagde jeg. »Vi går hjem NU.«

Vi listede begge ud ad fordøren, mens ambulancefolkene forsøgte at få liv i manden. Overlevede han? Jeg ved det ikke. Men jeg er ret sikker på, at helt død var han ikke. Og det var min eneste trøst denne dag.