I sidste uge kom regeringens længe ventede energiudspil. Regeringen stillede op med sit stærkeste udtræk: Statsministeren og tre ressortministre. Formålet var at sende budskabet, at regeringen mener det seriøst, når den siger, at den gerne vil være grøn.

Spørgsmålet er nu, om der er tale om et grundlæggende hamskifte, hvor regeringen har besluttet sig for at gå fra at være sort til grøn – eller om der blot er tale om politisk spin, hvor det reelle grønne indhold er svagt, trods den flotte indpakning i grønne farver og flotte ord.

Historisk set har Danmark været førende på den grønne energi. Vi har længe ligget øverst på GermanWatch og CAN Europes årlige klimaindeks, som måler verdens nationers niveau for grøn omstilling og ambitioner på klimaområdet. Danmark er internationalt kendt som en klimapioner, og sad således også solidt på den bedste placering siden 2012-klimaaftalen og op til 2015. Derfor er det kun naturligt, at en dansk regering vil fortsætte arbejdet og løbende udbygge den grønne energi.

Og det er meget glædeligt, at den borgerlige regering nu i stigende grad retorisk anerkender udfordringerne ved klimaforandringerne og anerkender vigtigheden af at omstille fra sort til grøn energi. Regeringen reagerer på presset fra borgerne, sine vælgere, virksomhederne og de grønne partier.

Men omvendt skal vi ikke lade os snyde på vægten. Det er nemlig først for ganske nylig, at den Venstre-ledede regering er begyndt at betragte »grøn« som et plusord.

Tredobling

Regeringen tager en del af æren for, at andelen af den grønne strøm er mere end tredoblet fra 2001 til 2016. Desværre er regnestykket ikke helt så simpelt, som statsministeren og energiministeren gør det til. Et af problemerne er, at der er en tidsforskydning i forhold til de energipolitiske beslutninger og de energipolitiske resultater.

De resultater, som blev skabt på det grønne område i årene mellem 2001 og 2016, er ikke defineret af den siddende regering, men derimod i meget højere grad af de grundsten, der blev lagt i det foregående årti og af andre regeringer.

Konkret har den borgerlige regering de sidste år konsekvent modarbejdet den grønne omstilling. Det startede med, at Fogh-Rasmussen-regeringerne støttede klimaskeptisk forskning på finansloven og svækkede de afgørende forhandlinger i forbindelse med COP15, hvor Connie Hedegaard (K) havde samlet verdens regeringsledere med det formål at underskrive en global bindende klimaaftale.

Samtidig aflyste Fogh opførelsen af tre havvindmølleparker, da han kom til magten i 2001. Horns Rev 1 og Rødsand 1 var allerede under opbygning på grund af Svend Aukens påbud til elværkerne om at bygge 750 mw havvind i 1998. Med en del forsinkelser bliver Horns Rev 2 og Rødsand 2 opført, fordi venstrefløjen kræver det i nogle energipolitiske forhandlinger i 2004. I 2008 havde VK-regeringens udspil ikke udbygning af havvind med, men Anholt blev forhandlet ind i aftalen af venstrefløjen.

Kuludfasning

Da Løkke-regeringen kom til magten i 2015 startede den med at afskaffe den tidligere SRSF-regerings målsætning om kuludfasning i 2030. Den droppede vores CO2-reduktionsmål. Den fjernede PSO-afgiften, som var en måde at sikre det meget sunde princip om, at forureneren betaler. Afskaffelsen af PSO-afgiften medfører en markant øget CO2-udledning og skaber usikkerhed om finansieringen af omstillingen til vedvarende energi. Løkke-regeringen reducerede NOX-afgiften markant og har bremset den grønne omstilling af transportsektoren fuldstændigt ved at gøre de store forurenende biler billigere. Desuden gennemførte den en landbrugspakke, der øger klimabelastning.

Sidste år gav regeringen sammen med Socialdemokraterne, DF, RV og SF olieselskaberne en milliardstor skatterabat, for at forlænge oliejagten i Nordsøen. Stik imod klimavidenskabens anbefalinger om, at langt størstedelen af de kendte fossile reserver skal blive i undergrunden, hvis vi skal nå de klimamål, hele verden er enige om.

Regeringens politik har samlet set ført til, at vi har mistet den grønne førertrøje. På grund af den Venstre-ledede regerings fraværende klimapolitik har Danmark mistet den internationale topplacering, og er i den seneste måling faldet med chokerende 13 pladser til en 17. plads. Specifikt i forhold til kategorien »Climate Policy« scorer Danmark meget lavt, nemlig nummer 45 ud af 60, tre pladser dårlige end kulsorte Polen.

De aktuelle fremskrivninger på dansk klimapolitik viser desuden, at vores CO2-udledninger vil stige, fordi regeringen har forhalet afgørende energipolitiske beslutninger i flere år.

Sund skepsis

Så det er med en vis sund skepsis, vi bør møde regeringens energiudspil. I forhold til de konkrete energipolitiske forslag i dag er der to svagheder.

Den ene svaghed er, at der kun er ét konkret forslag om »verdens største« havvindmøllepark. Først i 2022 skal vi ifølge regeringen tage stilling til, om der skal bygges flere havvindmølleparker. Hvorfor dog vente så længe? Der foreligger allerede undersøgelser af mulige placeringer for mulige havvindmølleparker fra 2007 og 2011, som det ikke ville tage lang tid at opdatere.

Kun at planlægge én havvindmøllepark inden 2022 og sende 215 MW om året i udbud er på ingen måde i nærheden af at være nok, hvis vi skal yde vores bidrag til at bremse klimakrisen.

Regeringens udspil har alt for lidt konkrete initiativer til at sætte fart under omstillingen til vedvarende energi. Hvad der er brug for i dag er nemlig ikke at vente yderligere. Vi har ikke brug for flere sprogblomster og politisk spin. Vi har brug for reelle planer og handling nu. Vi har ikke tid til at vente på, at det bliver billigere eller sker af sig selv. Det gælder på energiområdet, men det gælder i særdeleshed også på landbrugsområdet og transportområdet. To områder, hvor regeringen ikke har nogle planer for at få gang i omstillingen.

Den anden svaghed, som forslaget indeholder, er, at elafgiften skal nedsættes generelt før, at strømmen er helt grøn. Det betyder reelt, at det ikke kun er grøn energi, som bliver billigere, men også den sorte energi. Og det betyder, at elforbruget og dermed klimabelastningen vil stige. Så reelt er der tale om en grå skattelettelse pakket ind i grønt papir.

Så i går som i dag er der altså stadig forskel på de rigtige grønne partier, og så regeringen på den anden side, som pynter sig med lånte fjer. Et af de mest ambitiøse danske partier er stadig Alternativets energipolitiske helhedsplan God Energi (april 2018). Planen rummer med 54 konkrete energipolitiske forslag blandt andet udfasning af sorte subsidier, kamp for en europæisk CO2-skat og at Danmark bliver et fossilfrit samfund allerede i 2035 – som er det nødvendige, hvis vi skal yde vores bidrag til at nå Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Alt sammen for at skabe en bæredygtig fremtid med en tålelig omstillingsfase for borgere og virksomheder.