Landets hundredtusindvis af ældre skal fremover opleve at have mere direkte kontakt med deres SOSU-hjælper, sygeplejerske eller fysioterapeut, fremfor at de ansattes tid går med registreringer og dokumentationsopgaver.

Med en ny afbureaukratiseringsreform, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og innovationsminister Sophie Løhde (V) ventes at præsentere på tirsdag i kølvandet på et regeringsseminar, lægger regeringen op til at luge ud i regler og dokumentationskrav i den offentlige sektor og give mere tid til kerneopgaver.