Efter 98 stramninger: Nu vil regeringen have fokus på at tiltrække udlændinge

Tiden er kommet til at sætte tiltrækningen af udenlandsk arbejdskraft lige så højt på den politiske dagsorden som at bremse tilstrømningen, mener regeringen. Fortrinsret for borgere fra visse lande kan blive en løsning. Det sår tvivl om alle de gennemførte udlændingestramninger, lyder det fra Dansk Folkeparti.

»Det er også en erkendelse af, at vi som regering ikke har været gode nok til at forklare, hvorfor det er en god økonomisk forretning, at folk kommer hertil for at bidrage,« siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der her ses sammen med uddannelsesminister Tommy Ahlers (V). NIELS AHLMANN OLESEN

Man kan næsten have glemt det.

At udlændingepolitikken med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ord skal gå på to ben. Det handler således både om at bremse tilstrømningen af flygtninge og indvandrere og at tiltrække den arbejdskraft fra udlandet, som Danmark har brug for. Det står i regeringsgrundlaget for den rene Venstre-regering, »Sammen for fremtiden«, fra sommeren 2015, og det er siden blevet gentaget i VLAK-regeringens grundlag.