Der er en ny udstilling på Louisiana med Olafur Eliasson. Denne gang har han inviteret en å indenfor i museets fine lokaler – og det er, som forventeligt, både fortænkt, infantilt og affekteret. Lige noget for kunsteliten, og alligevel møder Louisiana kritik. Fætter-kusine relationerne i den danske kunstverden efterlyser noget mere »eksperimenterende« og »kritisk«. Louisiana arrangerer store, »traditionelle« udstillinger, og glemmer det samtidige – alt det smalle og provokerende. For hvor er værkerne, der får parnasset til at gyse frydefuldt? Hvor er volden, grimheden, fækalierne og de vulgærsocialistiske budskaber – altså det, der udgør teten i samtidskunsten? Intetsteds, tilsyneladende.

Museumsdirektør Poul Erik Tøjner mener ikke, at Louisiana er blevet til en plat gang oplevelsesøkonomi, og fastholder, at det er en »kritisk institution«. Der er noget pudsigt ved denne dans, ja, konkurrence, om at være »kritisk«. Kunstelitens besættelse af egne evner udi »kritik«, »eksperimenter« og formidling af »provokerende« kunst giver et indblik i en komisk-dekadent verden af forstillelse. Vi har her en klasse, der hviler på ur-løgnen om den institutionaliserede provokation. Kan kunst, der installeres på parnassets museer af folk, som gerne vil provokeres, reelt kaldes for »provokerende«? Selvfølgelig ikke – men ikke desto mindre er det samtidskunstens raison d’être. Det hænger sammen med udviklingen i kunstværkets ontologi: Hvad vi i dag kalder kunst, er meget anderledes end for 100 år siden.

Ekspressionisten Barnett Newman skrev i 1948 essayet »Det sublime er nu«, hvis centrale pointe er, at kunsten ikke skal beskæftige sig med skønhed, men med at give sublime oplevelser. Og det er vist omtrent der, vi er i dag. Det er ikke noget imponerende sted at være – ikke mindst fordi det ikke kræver nogen kunstneriske evner at producere sublime oplevelser hos beskueren. Selv et møde med en giftslange kan give en ud-af-kroppen-agtig, sublim oplevelse. Det sublime er ikke tilstrækkeligt som kriterium for god, mættet, ikke-triviel kunst. Alligevel er det af en uniform kulturelite blevet accepteret som noget nær det eneste, der giver kunsten værdi. Professor Frederik Stjernfelt kalder det rammende for »overskridelsens vulgærmetafysik«. Så længe kunsten »eksperimenterer« eller »kritiserer« – altså provokerer - labber kunstfolket det i sig. Indholdet og kvaliteten er irrelevant.

Filosoffen Walter Benjamin frygtede i 1936, at selve kunstværket var i fare, fordi teknologien gjorde det muligt at reproducere alt. Det ægte værks »aura« går tabt ved kopiering. I dag kan man sige, at vi er ude over den bekymring. Samtidskunstens forstilte produkter har lidt eller ingen »aura«, hvor »originale« de end er. For der er intet indhold – ofte ikke engang nogen form. Der er bare overskridelse, sat på formel: Hvis ikke pøblen forarges, så tilsæt noget mere tis, lort, død, grimhed og perversion.

Det er ét stort blændværk. Kunsten i dag er absurd teater. En barok cyklus, hvor alle implicerede producerer og efterspørger en løgn, der sælges som noget ægte. Reproduktion af tomhed. Men tis, død, perversion og gymnasiesocialisme har aldrig givet os god kunst. Ikke mindst fordi det åndløse krav om overskridelse og »kritik« i sig selv forudsætter en ligegyldighed over for det, der engang kaldtes »kunst«.