Hvad er I gået efter med årets program?

»Det, vores hjerter banker allermest for. Der er ingen temaer, og det er ret bevidst. Hvis man vælger et tema, er der måske to forfattere, der passer godt ind i det, der er fem-seks, man med hiv og sving kan få ind under temaet, og resten passer ikke ind. Vi vil hellere tage det bedste, der bliver skrevet lige nu, og så er det forfatterne, der kommer med temaerne. Forfatterne, vi har valgt ud, skriver ud fra meget forskellige positioner. Tag Lydia Davis, som skriver eminent kortprosa, Joyce Carol Oates skriver murstenstykke romaner, Alaa Al-Aswany tager udgangspunkt i en egyptisk kontekst og Péter Esterházy er en sprudlende ungarsk forfatter. Herta Müller er på en planet for sig selv, hun skriver enestående stærkt. Det er feinschmeckeri på hver sin forskellige måde, men alt sammen crème de la crème.«

Det er femte år i træk, Louisiana afholder en festival for skønlitteratur. Hvad er nyt, og hvad gør I, som I plejer?

»Hvis du tager programmet fra 2010 og sammenligner med det fra i år, så ligner det faktisk hinanden. Der er ikke noget fornyelse. Vi fandt en måde at gøre det på i dengang, som vi selv, forfatterne og publikum var så glade for, at vi ikke har kunnet komme op med noget bedre siden. På den måde er vi håbløst traditionelle. Men alligevel er det at lave et program selvfølgelig noget fuldkomment nyt og krævende hvert år.

Det er det klassiske arrangement med en forfatter, der bliver interviewet på scenen, oplæsninger, samtaler, performance og koncerter. Vi tror på, at det er den stærkeste måde, man kan præsentere forfattere på overhovedet, hvis altså programmet er sat rigtigt sammen.

Er Louisiana Literature der, hvor festivalen skal være, som du ser det?

»Første år, vi lavede festivalen, var jeg usikker på, om der virkelig var publikum til så meget kvalitetslitteratur. Ville halvtreds arrangementer på fire dage ikke være for meget? Men vi blev utroligt positivt overraskede og fandt ud af, at det ikke var et sats at være hæmningsløst litterær og ambitiøs. Der var fyldt med mennesker, og det var der også året efter.

I 2012 havde vi så Patti Smith, hvor der kom flere tusinde til bare ét arrangement, og der var nogen, der kom til at stå i kø for længe. Vi vil selvfølgelig ikke sige nej til en forfatter af Smiths karakter en anden gang, men vi er faktisk ikke interesseret i, at festivalen skal vokse.

Festivalen er lavet til Louisiana, til arkitekturen heroppe. Det er også noget af det, forfatterne godt kan lide. Sidste år sagde den britiske forfatter Ian McEwan: For guds skyld, hold festivalen på det her niveau, lad være med, som andre festivaler at udvide og blive større og større.«