To sortklædte kvinder sidder ved siden af hinanden og river løg på hvert sit rivejern. De river og river, mens tårerne triller ned ad kinderne på dem. Andet sker der ikke. Efter seks minutter slutter videoen, men den begynder straks forfra igen. Og igen. Og igen.

»Det er et helt forrygende værk. Det er fuldstændig absurd, men taler samtidig lige ind i en kvindevirkelighed, som mange af mine kursister genkender. Det giver en masse forskellige ting at tale om, også meget personlige,« siger Annette Skov, selv billedkunstner og underviser på Statens Museum for Kunst.

Hun har mange gange de seneste måneder stået foran »Afrivning af løg«, Hanne Nielsens og Birgit Johnsens video fra 1995, når hun sammen med to kolleger har kørt projektforløbet OrdVærkSted for kursister fra Københavns Sprogcenter. Mennesker, der er kommet til Danmark fra snart sagt alle verdenshjørner og med meget forskellige forudsætninger – fra analfabeter til folk med lange videregående uddannelser.

Med udgangspunkt i mødet med udvalgte værker på museet skal de lære det danske sprog og få indsigt i dansk kultur og samfundsforhold, og her kan mødet med kunsten give et væsentligt bidrag, mener Annette Skov.»Kunsten kan åbne sanserne og sætte gang i følelserne, og pludselig bruger man det danske sprog til at tale om nogle helt vildt personlige ting,« siger hun.

»Emner, som man måske aldrig ville komme ind på, når man taler om vejret eller fritidsaktiviteter henne på sprogskolen. Men her sker det, og folk oplever pludselig, at de kan være sig selv på et sprog, der ikke er deres. Det er et stort skred.«

Foreløbig har ca. 175 kursister været igennem forløbet, der efter planen skal blive et at museets faste undervisningstilbud.

Fokus på nydanskere

Fire ud af ti danske museer har aktiviteter specielt målrettet nydanskere, viser en undersøgelse om kulturinstitutioners forhold til nydanskere, som Berlingske Research har foretaget. Det er væsentligt flere end blandt teatre, spillesteder og koncertarrangører.

Adskillige museer har ligesom Statens Museum for Kunst et samarbejde med sprogskoler om særlige undervisningsforløb eller f.eks. guidede ture på museet. Mange har også tilbud til flerkulturelle folkeskoleklasser, mens andre – især kulturhistoriske museer – tilbyder mentorordninger, for eksempel for indvandrerkvinder, og dialogprojekter eller debat- og foredragsaftener om emner, der er særligt relevante for nydanskere, herunder debatarrangementer for unge med anden etnisk baggrund end dansk om kærlighed og ægteskab.

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har Line Ali Chayder, kunstformidler i museets formidlingstjeneste, Louisiana Learning, blandt andet lavet særomvisninger i udstillingen »Det arabiske nu« for nydanske kvinder fra mentornetværket »Bydelsmødre« i Kokkedal.

»Det var interessant at opleve en arabisk udstilling sammen med folk, der rent faktisk taler arabisk og måske har en anden holdning til tingene end én selv. Det er jo det, kunsten er så god til – at man kan diskutere forskelle i værdier og opfattelse,« siger hun.

»For eksempel var der meget delte meninger om en kunstinstallation, hvori der indgår en bønspåkaldelse, sunget af en ung egyptisk kvinde. Nogle af de arabiske kvinder syntes, at det var smukt. Men kun i et kunstværk, det ville ikke være passende i virkeligheden. En anden mente derimod, at det arabiske forår også er ensbetydende med kvindefrigørelse, så selvfølgelig kan en kvinde synge bønspåkaldelsen.«

Siden 2006 har Louisiana inviteret flygtningebørn fra Røde Kors til gratis undervisningsforløb på museet. I forsommeren gennemførte Line Ali Chayder selv 14 workshops for unge uledsagede flygtninge i 15-18-årsalderen, som med inspiration i museets værker fik lov til selv at udfolde sig kunstnerisk.

»Nogle af de unge havde aldrig været på et kunstmuseum før eller prøvet at klippe med en saks. Men der var også nogle, som holdt af kunst i forvejen, eller som selv tegnede. Det er tankevækkende – og glædeligt – at der faktisk er masser af ressourcer i den gruppe,« siger hun.

Louisiana Learning har årligt besøg af mange tusinde skolebørn. Men flygtningebørnene befinder sig i en helt særlig situation.»De er rejst fra deres land og håber at få opholdstilladelse i Danmark, men de ved ikke, om de får det. Måske er de på vej til et andet sted allerede i næste uge eller måned,« siger Line Ali Chayder.

»I den situation er det vigtigt for dem, at de kan skabe sociale relationer. Og netop kunsten er virkelig god til at skabe sociale rum og gode oplevelser, som kan styrke dem både socialt, sprogligt og ikke mindst personligt.«

Museernes nye rolle

Flygtningebørnsprojektet er del af det treårige forskningsprojekt »Med kunsten som rejsekammerat«, der undersøger kunstens potentiale for flygtningebørn- og unge.

Projekter som det eller SMKs workshop for sprogskoleelever er imidlertid bare et hjørne af en gennemgribende nytænkning af museernes rolle i samfundet, der har stået på de senere år.

Den har blandt andet givet sig udtryk i projektet »Museer og Kulturinstitutioner som rum for medborgerskab« – i daglig blot Medborgerskabsprojektet – med deltagelse af ti større museer og kulturinstitutioner i hovedstadsområdet, bl.a. Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Arken i Ishøj og J.F. Willumsens Museum i Frederikssund.

»Det overordnede formål er at reformulere museernes rolle som demokratisk dannelsesinstitution. Vi ønsker at indføre en inkluderende praksis, der kan rumme og styrke forskellighed. Og derved bruge kunstens potentialer til at udfordre vores måder at forstå og agere i verden,« siger Lise Sattrup, der er tilknyttet projektet som ph.d.-stipendiat.

Hovedformålet er ikke nødvendigvis at få flere gæster på museerne, understreger hun.

»Men vi har en demokratisk forpligtelse til at nå så bredt ud som muligt. Vi har længe vidst, at der er mange grupper i befolkningen, det gælder ikke bare nydanskere, som museerne ikke når. Og internt på museerne har der været en voksende erkendelse af, at det kræver forandringer,« siger hun.

»Det handler ikke om at lære folk at gå på museum, men mere om, at museerne skal blive bedre til at formulere over for brugerne, hvad intentionerne er med den enkelte udstilling. Det er jo ikke kun værkerne, der fortæller noget. Museerne sætter en ramme og har derved mulighed for, at brugerne kan blive udfordret af særlige forståelser af vores tid og samfund. Det kan åbne for nye måder at se og agere på og derved skabe en demokratisk praksis, der hylder forskellighed.«

Brugerne med på råd

Én af de ting, som Medborgerskabsprojektet umiddelbart har medført, er et øget samarbejde mellem museerne og brugerne og mellem museernes udstillingsarrangører og formidlingsafdelinger. Hvor mange museer tidligere typisk har arrangeret udstillingen, inden brugerne eller formidlingsafdelingerne blev inddraget, sker det nu som en integreret proces.

»Det gør, at man pludselig bliver meget mere optaget af at skabe rum for dialog i stedet for blot at have fokus på genstande « siger Lise Sattrup.

Som eksempel nævner hun Arkens udstilling »India Today«, hvor man havde valgt at lade vægteksterne til hvert værk slutte af med et spørgsmål direkte rettet til beskueren.

»I den udstilling var der markant mere dialog de besøgende imellem, blandt andet fordi de diskuterede de her spørgsmål. På alle de involverede kulturinstitutioner bliver brugerne involveret lang mere og på forskellig vis. Det er for eksempel blevet almindelig praksis at starte med en brugerworkshop, hvor man inviterer en gruppe borgere, man godt kunne tænke sig kom og så udstillingen – typisk folk, vi ikke ser så mange af på museerne, hvad enten det er lokalbefolkningen eller unge eller nydanskere,« fortæller Lise Sattrup.

»Desuden har flere museer ansat nydanskere eller andre, der ikke bruger museerne så ofte, for at lære nye måder at formidle kunsten på.«

Forventninger og fordomme

Selv om målet for Medborgerskabsprojektet er at nå alle de grupper, der sjældent eller aldrig kommer på et museum, har nydanskere fyldt ganske meget i projektet.

Et af spørgsmålene har været, om museerne i deres måde at tilrettelægge udstillinger og udvælge værker på skal tage højde for de anderledes normer og barrierer, der findes i nogle af de nye befolkningsgrupper. F.eks. nøgenhed og erotik i kunsten. Men det vil ifølge Lise Sattrup netop fratage museerne evnen til at åbne for andre måder at forstå verden på, som efter hendes mening er en vigtig del af museernes rolle.

»Kunsten har til alle tider udfordret folk. Det er jo kunstens store potentiale, at den kan udfordre os på vores normer og værdier. Det gælder for os allesammen, ikke kun for nydanskere,« siger hun.

»Så i stedet for at fjerne de ting, der kan udfordre eller støde, eller pakke kunsten ind, så den ligner alt det, vi er vant til, handler det om at skabe tryghed i mødet med det, der giver anledning til diskussion.«

Netop at skabe tryghed i mødet med museet og følelsen af, »at dette sted er også mit sted« er ifølge Annette Skov fra Statens Museum for Kunst én af hendes vigtigste opgaver i arbejdet med sprogskoleeleverne. Og det bør være en generel forpligtelse for ethvert museum, mener hun.

»Vi arbejder med hele måden at tage imod på. Vi ændrer forhallen og åbner snart den nye plads foran museet. Du skal ikke ankomme til en stor forhal, hvor der ikke er et øje til at tage imod dig, for så vender du måske om igen, allerede inden du er kommet ind til udstillingen. Der skal være nogen, der siger »Goddag!« og »Velkommen!« og »Har I været her før?« Og fortæller, hvad man kan se og opleve på museet. Allerede det ville betyde meget – især for nye gæster.«