Lærere, der løber rundt og ikke når at forberede sig. Lærere, der er ved at gå ned med stress, fordi de ikke kan give børnene den kvalitetsundervisning, de fortjener. Og ingen tid til lejrture, tværfaglige forløb, relationer med elever og alt det ekstra, der gør den danske folkeskole til noget særligt.
Mediernes billede skal give et billede af en profession i urimelige arbejdsforhold – og jo tak, de er der, men hvad med den anden side?
Der er tusinder af lærere, der har forberedt de fedeste timer med eleverne, hvor der både er rollespil, læring i bevægelse og differentieret undervisning, som rammer alle elever. På min skole tager eleverne på lejrtur hvert andet år, og der har lige været to ugers turboforløb, hvor der var to-tre lærere på hele tiden for at sikre, at eleverne blev boostet, hvad end deres faglige udgangspunkt var. Min 8. klasse har lige overnattet på skolen og har fået et langt bedre sammenhold som følge.
Hvordan gør vi så det? Er vi bare mere effektive og gode til at planlægge? Næ. Vi arbejder bare en hulens masse gratis.
Dårlig kaffe og leverpostejmadder
Der er ingen, der bliver lærer for lønnens skyld. Og stort set alle lærere, jeg kender, gør lige det ekstra – hvad enten det er en søndag aften med forberedelse eller teaterforløb og vinterbadning.
Men vi kan ikke være stolte af at gøre det ekstra – for pludselig sender vi et signal om, at vi har al den tid, vi skal have som lærer.
I det private er det ingen hemmelighed, at man arbejder sent, ofte giver arbejdspladsen endda middag for det. Vi må sidde på et koldt lærerværelse med dårlig kaffe og leverpostejmadder, og hvis nogle spørger, så gik vi hjem klokken 16.
Man får heller ikke megen prestige af at være lærer, så det, vi har, er et meningsfyldt arbejde, hvor vi kan gøre en forskel for børn og unge. Vi er bare nødt til at arbejde gratis for at gøre det ordentligt.
Jeg er en overperformer, der arbejder ekstra for at skabe bedre resultater på bundlinjen – og det lykkes. Mine elever er glade, klarer sig godt, og vi får forbedret skolens ry. Det er ikke min fortjeneste. Det gør mine kollegaer også – sammen med en stor del af alle lærere i Danmark.
Var jeg i det private, og havde min chef ikke givet mig en forfremmelse, så havde jeg da skiftet til en virksomhed, hvor man værdsatte mit ekstra arbejde. Men vent, det er det samme på alle folkeskoler – der er selvfølgelig altid privatskolerne eller en helt anden branche.
Overenskomstforhandlingerne handler ikke kun om at give lærerne bedre tid, så de ikke går ned med stress. Det handler om, at man værdsætter den ekstra indsats og fastholder de bedste medarbejdere der, hvor der er behov for dem. Hos børnene.