Hele Sverige er rystet over dagens begivenheder på en skole i Trollhättan, hvor to personer er blevet dræbt.
Det siger den svenske konge Carl Gustaf XVI i en skriftlig udtalelse.
»Sverige er i chok. Det er med stor bestyrtelse og sorg, at min familie og jeg har modtaget nyheden om begivenhederne i Trollhättan,« siger den svenske konge.
Torsdag formiddag gik en maskeret mand ind på skolen i Trollhättan nord for Göteborg og stak to voksne og to børn med knive.
Den ene, en lærer på skolen, døde på stedet af sine kvæstelser. Da politiet kort efter ankom, skød de gerningsmanden to gange for at afvæbne ham.
Gerningsmanden blev sammen med ofrene kørt på hospitalet. Her døde et af børnene, en dreng, efterfølgende.
»Vores tanker går til ofrene, som stadig er i kritisk tilstand, og deres pårørende, og til elever og medarbejdere på skolen. De har brug for støtte nu,« siger Kong Carl Gustaf XVI.
Torsdag eftermiddag kunne svensk politi på et pressemøde fortælle, at også gerningsmanden var afgået ved døden.
Politiet nåede ikke at tale med manden, inden han døde.
Der er tale om en 21-årig mand fra Trollhättan, som ikke tidligere var kendt af politiet.
Hans hjem er blevet ransaget og politiet har fundet »interessante« spor, som man dog ikke ville kommentere yderligere torsdag.
Motivet for forbrydelsen er endnu ukendt.