Svensk politi bekræfter nu en del af hændelsesforløbet ved et svensk skole-stikkeri i Trollhättan nord for Göteborg.

Det skete på et pressemøde, hvor Thomas Fuxborg, pressetalsmand for politiet i Västra Götaland, informerede den svenske presse, om det han betegner som »mord og flere mordforsøg« på den svenske skole.

”Det er en af de allerværste hændelser i svensk historie”, sagde han om skolestikkeriet, der skete torsdag morgen og indtil videre har kostet én livet.

På pressemødet kunne politiet bekræfte, at der er tale om en mandlig ansat på skolen, der døde på stedet, efter den formodede gerningsmand stak ham, med hvad politiet betegner som et »et knivlignende våben«.

Desuden skriver Expressen.se, at en af de unge ofre også har mistet livet som følge af sine kvæstelser.

På pressemødet kunne politiet også fortælle, at den formodede gerningsmand brugte flere forskellige knivvåben mod personer på skolen.

Han nåede at såre tre andre alvorligt, herunder to yngre elever på skolen og én anden mandlig ansat.

Den formodede gerningsmand blev såret af skud fra politiet, da de nåede frem. Skuddene faldt i skolens kantine, men på pressemødet fastslog politiet også, at den formodede gerningsmand har bevæget sig rundt på skolen, inden han blev skudt.

Han skulle blandt andet have været inde et klasseværelse.

Politiet har endnu ikke kunne identificere manden. Det står dog klart, at han ikke er en nuværende elev på skolen, da politiet oplyser, at »han er i tyverne«.

Ifølge politiet bar manden en maske, da han udførte angrebene, men de vil endnu ikke oplyse, hvordan masken ser ud.

Politiet oplyser, at der har været stor panik på skolen. Flere forældre har også forsøgt at komme ind til deres børn, og stemningen er trykket på skolen, hvor eleverne indtil nu er holdt tilbage:

»Der er en vældig trykket stemning inde på skolen, både børn og voksne græder,« sagde Thomas Fuxborg.

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, meldes torsdag på vej til stedet for angrebet.