Den 21-årige mand, der torsdag formodes at have angrebet flere personer på en svensk skole, er død af sine kvæstelser på sygehuset, oplyser svensk politi på et pressemøde.

Manden har været indlagt på sygehuset siden torsdag formiddag, hvor han blev skudt to gange af politiet i kantinen på en skole i byen Trollhättan nord for Göteborg.

Han formodes at være den maskerede gerningsmand, der har stukket to voksne og to børn ned med to knivlignende genstande på skolen i Trollhätten.

Et af ofrene, en voksen mand, døde på stedet af sine kvæstelser, mens en dreng senere døde på sygehuset. En anden dreng er hårdt såret men stabil, mens en anden voksen mands tilstand fortsat er kritisk.

Ifølge politiet angreb gerningsmanden politiet, da de nåede frem til skolen, hvilket var årsagen til, at politiet affyrede våben.

Der blev affyret to skud mod ham, der blandt andet ramte i brystet, og som altså nu har dræbt ham.