Få timer efter et dødeligt angreb på en skole i den svenske by Trollhättan sendte Søren Espersen en opsigtsvækkende besked på Twitter:
»Jeg ynker ikke svenske vælgere for dette kaos, for de er medskyldige. Også de må nu sande, at 'et folk har de tyranner, det fortjener'«, lød det fra Dansk Folkepartis næstformand torsdag kl. 12:45.
Flere læste derfor beskeden som en direkte kommentar til angrebet:
»Dagens mest ondskabsfulde tweet,« skrev rapperen Per Vers, mens formand for Nationalpartiet, Kashif Ahmad, kaldte Espersen for »kynisk«.
Hovedpersonen selv afviser på det kraftigste, at det skulle være tilfældet.
»Jeg har ikke anet en skid om noget angreb. Jeg har siddet i møder hele morgenen. Mit tweet handler om 200.000 migranter, der er kommet ind i Sverige, og myndighederne, der siger, at de ikke kan håndtere det,« siger han til Politiko.dk.
To er foreløbig meldt dræbt på skolen i Trollhättan i det vestlige Sverige efter, at en maskeret mand med et sværd havde angrebet flere.
Gerningsmanden blev efterfølgende skudt af politiet og er fortsat under behandling på et hospital.
»Jeg har ikke nogen forket timing«
Så der er for dit vedkommende blot tale om uheldig timing?
»Nej, jeg synes aldrig, at min timing er uheldig. Folk må da lægge i det, hvad de vil. Hvornår har jeg nogensinde sagt noget om et angreb? Folk læser mig og min besked, som Fanden læser Biblen. Dem om det. Jeg har ikke nogen forket timing, det er folk, der har nogle ganske fortvivlede opfattelse af, hvad jeg mener,« siger Søren Espersen.
Flere mener, det var et dårligt tidspunkt at sende det tweet ud, og det bliver kædet samen med angrebet.
»Prøv at høre her: Dårlige tidspunkter og dårlig tone, og "det skulle du ikke have sagt... that is the story of my life, og jeg har altid fuldstændig perfekt timing i alt det, jeg laver. Jeg har ikke anet noget om det her. Det er 100 procent,« siger Søren Espersen.
Det vil jeg angribe det svenske folk for
Den svenske udlændingestyrelse, Migrationsverket, meldte torsdag morgen ud, at det forventes, at 190.000 flygtninge vil søge asyl i landet i 2015.
De svenske politiske partier er desuden påbegyndt forhandlinger om en stramning af landets flygtningepolitik.
Og det var altså den situation, Søren Espersen henviste til på Twitter:
»Det er rettet mod det svenske folk, som nu sidder og klager over deres regering. Der må jeg sige: Det her er ikke noget nyt. Det er en udvikling, som er sat i gang for år tilbage, hvor man valg efter valg har haft muligheden for at stemme på nogle andre, og først nu - hvor det hele er i totalt kaos - så flygter alle sammen over til Sverigedemokraterna. Det vil jeg angribe det svenske folk for.«
Og han vil ikke lægge øre til svenskere, som »jamrer over deres forfærdelige situation.«
»Jeg får ofte mails fra svenske vælgere, som er fortvivlede, og der siger jeg til dem, at det må de selv finde ud af. Hvad skal jeg høre om det for? I kan selv se at få hånden ud ad lommen og få stemt på nogle andre politikere.«
For en sikkerheds skyld har Søren Espersen siden sit første tweet slået fast, at det altså ikke drejede som om angrebet i Sverige:
Som han siger til sidst:
»Hvornår er Dansk Folkeparti nogensinde blevet rost for god timing? Jeg glæder mig til den dag kommer, så vil jeg være stolt.«