Hvad er det, der sker i Zirkus Nemo, når Søren Østergaard går ind i manegen? Hvorfor er det så morsomt? Hvad er det, han gør, der får latteren til at rulle i teltet? Det er ikke så nemt at beskrive, som man skulle tro. Hvordan forklarer man for eksempel et fænomen som Manden, der ikke kan fløjte? Han har ikke fløjtet siden han var 11. Impressarioen Volmer Sørensen opdagede ham og gav ham et eget radioprogram hver lørdag mellem 11 og 17, hvor han ikke fløjtede. Han har ikke fløjtet med mange store kunstnere, herunder Bruce Springsteen. Er det sjovt? Ja, det er sjovt. For facsinationen ved at overvære Zirkus Nemo - til trods for det hyggelige telt, til trods for gæsteartisterne, til trods for musikken, der spiller, til trods for alt det andet - er og bliver Søren Østergaards mageløse tilstedeværelse.
Selvovervurdering
Ikke mindst, når han dukker op som Målemanden, hvis far nu langt om længe er på vej tilbage til hæder og værdighed efter at have imiteret grænsebommen ved Kruså 1943-1955.Det er hul i hovedet, gak i låget, fis i kasketten, uden mål og mening, om man så må sige. Og det fortsætter i en lind strøm, når Østergaard som den ene kropumulige, fallerede drømmer efter den anden entrer scenen med taberhår og flakkende blik. Med en stensikker fornemmelse for, at komikken ligger lige mellem selvovervurdering og fiasko. Mellem meddelelsestrang og lammende tavshed. De vil så gerne, men de kan så lidt. De kan faktisk ikke noget som helst.