Seks klapstole på en enorm, højloftet, hvid scene. De venter på at blive indtaget af de seks skuespillerinder, der tilsammen udgør rollegalleriet i japaneren Yukio Mishimas stykke »Madame de Sade«.
Og indtaget bliver de. Af seks perfekt udvalgte, intelligente, levende skuespillerinder, og det er som et drømmesyn at opleve dem sammen på én scene: Sonja Richter, Kirsten Olesen, Cecilie Stenspil, Molly Egelind Blixt, Marie Louise Wille og Sonja Oppenhagen. Kvinderne omkring den aldrig tilstedeværende, fængslede Markis de Sade.
Kølig og distanceret
Hver især repræsenterer de et livssyn, anført af hustruen Renée som loyaliteten og svigermoderen som moralen og retfærdigheden. Derfra sætter stykket ellers i gang med sin frem-og-tilbage-diskussion om, hvorvidt Markis de Sade kan tilgives sin uhyrlige livsførelse, om seksualmoral i 1700-tallet, om oprør og om sex.
I et stykke, der handler så meget om kødets lyst og om menneskelige safter og sekreter, er Stefan Larssons iscenesættelse bemærkelsesværdigt kølig og distanceret. Understøttet af Rufus Didwiszus’ smukke, men nærmest tømte scenografi, der nok leder tankerne hen på et skrabet menighedshus, men som ikke giver skuespillerne meget. De må vandre rundt på den store, tomme scene, mens de taler og taler.
De seks skuespillerinder får i høj grad skabt levende kvinder ud af ordrigdommen.
Det er fint twistet at lade Cecilie Stenspil med hendes rene, næsten uskyldige ansigt spille den mest depraverede af alle kvinderne, og vis mig den mand, der ikke gerne ville svirpes med hendes ridepisk! Mens den normalt så sexede, stærke Marie Louise Wille her er markisens overdrevent religiøse veninde, der suger næring fra de svulstige sexhistorier, hun får fortalt.
Selv den nedtrampede stuepige, Charlotte, viser sig at have sin egen indre styrke, som Sonja Oppenhagen flot forløser til allersidst.
Molly Blixt Egelind er Madame de Sades kyniske, rigmandsarrogante lillesøster, en overlever, mens den loyale, pæne Madame de Sade vokser i hænderne på Sonja Richter. Fra en lidt selvudslettende hustru til en stærk, moden kvinde.
Et dragende midtpunkt
Men det er især deres mor, Kirsten Olesens, stejle Madame de Montreuil, der er forestillingens dragende midtpunkt. Selv da hun til sidst sidder helt tømt og stirrer ud i luften i en hvid kjole, er hun en magnet.
Vi vil vide, hvad der sker i hende. Hun er så meget mere end ord og filosofiske tanker. Hun er til stede, lige her og nu, foran os.
Forestillingen er umådeligt nydelig. Kultiveret og mondæn, til og med oversat af dansk litteraturs darling, Josefine Klougart. Men hvad vil den os som publikum?
Instruktør og teaterdirektør Stefan Larsson, som tidligere har sat den op på Dramaten i Stockholm, kalder den i programmet for »en normdiskussion. En moralfilosofisk samtale«, og det er den også. Men normdiskussioner giver sjældent godt og levende teater.
Trods de suveræne skuespilpræstationer bliver »Madame de Sade« på Betty Nansen Teatret desværre mest et eksempel på et teater, der mere vil sig selv end sit publikum.
Hvad: »Madame de Sade«.
Hvem: Af: Yukio Mishima. Iscenesættelse: Stefan Larsson. Scenografi: Rufus Didwiszus. Kostumer: Ann Bonander Looft.
Hvor: Betty Nansen Teatret. Til 25. oktober.