At samle alle tre kunstarter på samme scene i en forestilling om universet, skabelsen og menneskets væren i det. Undskyld mig, men hvor svært behøver man lige gøre det for sig selv?

Instruktøren Catherine Poher har i hvert fald et udgangspunkt med »Horisonten«, der burde få koldsveden til at springe på de fleste pander. Men missionen lykkes nu i hovedparten af forestillingen.

Når Det Kongelige Teater trods gentagne opfordringer og spidse bemærkninger så sjældent som næsten aldrig samler de tre kunstarter ballet, skuespil og opera i en og samme forestilling, så har det måske også at gøre med, at det kan være svært at forene de tre forskellige kunstneriske udtryk til en virkelig harmonisk helhed.

 

Fordi »Horisonten« lader kunstarterne mødes på det teater, der er deres samlingspunkt, men samtidig sender dem ind i et kunstnerisk univers og udtryk, der ikke hører til klassisk kongeligt teater, forestillingen er en co-produktion med egnsteatret Aaben Dans, er udgangspunktet bedre. De er ligestillede, og alle har deres øjeblikke af skønhed, men da aftenen er slut, er det nu danserne, der står stærkest i erindringen. Det er de ordløse scener i forestillinger, hvor den gravide Gudrun Bojesen danser alene mellem Rikke Juellunds svævende, eventyragtige skov-scenetæpper, eller når Sorella Englund bare står der – så udtryksfuld hun er uden overhovedet at gøre andet end bare være.

Hvilket på mange måder også er det, der er essensen i forestillingen. At være til og alle de måder vi er det på. I »Horisonten« er de store teorier om universet blandet med skuespillernes egne erfaringer og med tekster af naturvidenskabsmanden og forfatteren Salim Abdali. Men når vi har at gøre med så stort et tema, så er det som om ordene ikke slår til, de bliver for almindelige, små. Det er derfor, dansen står så stærkt og fint i forestillingen. Thomas Eisenhardts koreografi giver os rum til selv at tænke og reflektere, eller blot nyde nuet, hvis det er dét, vi føler for, men den forklarer og fortolker ikke tingene for os.

Det gør teksten så heller ikke. Og der er sjove pointer og latterprikkende historier om de medvirkendes møder med døden, kæledyr, kontrol og kærlighed, Tammi Øst får lov at give los, når hun drøner rundt på scenen og udstøder melodiske primallyde, mens Johannes Lilleøre har fået en noget docerende opgave som en slags fortæller, der summerer kaosteori og årstal op, men det bliver for konkret og for meget i forhold til de stille og store passager, hvor de 22 mennesker på scenen kan favne alt, kan vise os tilværelsens storladenhed og forunderlighed, bare ved at bevæge en arm eller med et ryk i en krop. Ordene bliver i stedet støjende og forstyrrende. Nu tænkte vi lige så godt selv.

 

Selv om sangerne også har ordene med sig, får de alligevel mere en fysisk end en sproglig dimension i forestillingen. Som en stemningsledsagelse, vi kan glide ind i og ligesom med dansen lade os bevæge af.

Hundrede minutter, der rummer stor skønhed, men også gentagelser og tomgang, inden vi slutter med så langt til horisonten, som man kan få det i Skuespilhuset: en helt åben bagscene, og med forestillingens ældste og yngste siddende alene tilbage foran på scenen. Fortiden og fremtiden sammen i nuet.

 

Hvad: »Horisonten«.

Hvem: Idé og koncept: Catherine Poher. Iscenesættelse og koreografi: Catherine Poher og Thomas Eisenhardt. Tekster: Salim Abdali, Catherine Poher og de medvirkende. Scenografi og kostumer: Rikke Juellund. Musik og arrangement: Jens Bjørnkjær.

Hvor: Skuespilhuset, Store Scene. Til 10. oktober.