Der er trængsel i Pia Boysens hyggelige stue i kartoffelrækkehuset på Østerbro, hvor fine gamle bedstemor-møbler blander sig med farvestrålende moderne kunst på væggene og en enkelt rødbrun Carlsberg-ølkasse som TV-møbel.
Spisebordet er trukket helt ud og begge plader sat i for at få plads til de i alt 14 personer, overvejende kvinder, der er kommet på besøg denne eftermiddag. Bordet er dækket af en hvid dug, hvorpå der er tegnet et stort europakort. I køkkenet står kaffe, te og engangskopper parat.
Pia Boysen er én af i alt 60 danskere, der har åbnet deres hjem for teaterprojektet Home Visit Europe, som i disse uger udspiller sig tre steder i landet – i København, Nordsjælland og Nordjylland – med det ambitiøse mål at sætte vores forhold til os selv, hinanden og ikke mindst vores rolle i Europa på dagsordenen.
Projektet er udviklet af det tyske teaterkollektiv Rimini Protokoll og opføres i 14 byer i 11 europæiske lande, fra Bergen til Lissabon, fra Prag til Amsterdam. Herhjemme er de tre teatre Sort/Hvid, Mungo Park og Nordkraft gået sammen om at sætte Home Visit Europe i scene så forskellige steder som på en bondegård uden for Aalborg, i en velhavervilla i Nordsjælland, et nomadetelt i København – og i Pia Boysens rækkehus på Østerbro.
»Jeg læste om projektet for et halvt år siden i den lokale avis, og eftersom jeg var på vej til at gå på efterløn, tænkte jeg, at det kunne være sjovt,« siger hun. »Jeg troede, de ville spille et teaterstykke, men det viste sig at være noget helt andet.«
Lige netop! Home Visit Europe er så langt fra traditionelt teater, man næsten kan komme. Her er ingen skuespillere, ingen kulisser og for den sags skyld heller intet teaterstykke. Forestillingen, hvis man kan kalde den det, er udformet som et spil, og det er publikum selv, der spiller.
»Home Visit Europe er både en teateroplevelse og et socialt møde, der gennem de 15 publikummers samtale undersøger, hvad Europa betyder for os – som begreb og som hverdag,« forklarer Anne Sophie Fogedby fra Mungo Park, der er hovedproducent på den danske del af projektet.
To spor
»Den aktuelle situation i Europa understreger, hvor vigtigt det er, at vi erkender, at vi alle på godt og ondt er en del af en europæisk virkelighed, og tager stilling,« siger hun. »Da vi for et år siden sagde ja til at producere Home Visit Europe i Danmark forestillede vi os ikke, at virkeligheden og diskussionen om Europa i den grad skulle overhale os.«
De i alt 15 deltagere sætter sig til rette omkring bordet, skriver deres navne foran sig på dugen og trækker en linje til det sted på europakortet, de kommer fra. I sagens natur koncentreres langt de fleste linjer i hovedstadsområdet, men én ender i Sverige og en anden så langt væk som Serbien.
Spillederen, Christine Juhl Sørensen, byder velkommen og præsenterer dagens egentlige »hovedperson«, en lille Storm P-agtig maskine med et væld af kulørte ledninger, blinkende lys og et arsenal af forskellige lyde. Maskinen går på skift blandt deltagerne bordet rundt, og når man trykker på en knap, spyr den en papirstrimmel ud med spørgsmål og informationer, som styrer spillets gang.
Spilforløbet følger to spor - et personligt og et EU-spor. Første strimmel fortæller om EUs start med Kul- og Stålunionen i 1951 mellem seks lande, Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxemburg.
Senere følger andre afgørende begivenheder i fællesskabets historie - den europæiske unionstraktat fra 1986, Dublin-konventionen fra 1990 og Lissabon-aftalen i 2009, der bragte unionen op på 28 medlemslande og en samlet befolkning på flere end en halv milliard indbyggere.
I det personlige spor lægges der blødt ud med spørgsmål om, hvorfor man har valgt at bo, hvor man bor, hvilke lyde, man hører fra naboen - et spørgsmål, der mødes med stor latter – hvordan ens bedsteforældre mødte hinanden, hvilke klubber, foreninger eller frivillige organisationer, man er medlem af, hvornår man sidst var til en demonstration – og hvilken.
Alliancer på kryds og tværs
Som spillet skrider frem kræver spørsmålene stadig mere eftertanke. Hvordan har deltagerne det f.eks. med deres nationalitet? Han nogen på et tidspunkt forsøgt at skjule, at de er danskere – det er der faktisk flere, der har, bl.a. i forbindelse med Muhammed-krisen – føler man sig mere som europæer end som dansker?
Andre spørgsmål handler om tillid, om personlig ambition, økonomisk vinding og om vilje til at være solidarisk. Hvert spørgsmål giver anledning til livlig snak omkring bordet, inden maskinen med sin bippen beordrer spillet videre.
To tredjedele inde i forløbet deles deltagerne op i hold, som dannes på basis af de svar, de allerede har afgivet. Små tablets i forskellige farver deles ud, én til hvert hold. Her skal man svare på nye spørgsmål, og der gives point for rigtige svar. Dagens præmie, en kage, sættes i ovnen. Holdets point afgør, hvor stort et stykke, man får, når kagen er bagt færdig.
Mens duften af lun chokoladekage breder sig i stuen, går spillet i gang igen. Hvor meget betaler hver borger til EUs samlede budget? Hvad betyder ordet Europa oprindeligt? Hvad betragter deltagerne som EUs største bedrift? Kan det forsvares at nå politiske mål med voldelige midler? Og hvis det var muligt at flytte nogle af Europas grænser, hvilke skulle det så være?
Stemningen intensiveres, mens der kæmpes om pointene. En armlægning hen over bordet bliver det også til. Der indgås alliancer på kryds og tværs, og da der også bliver mulighed for at fratrække konkurrenterne point, begynder stemningen at nærme sig de natlige forhandlinger i Bruxelles. For straffer man i virkeligheden sig selv med sådan et »bagholdsangreb«?
Nærværende emne
Et stopur bimler, kagen er færdig og bæres i triumf ind på bordet. Orange hold har vundet og får det største stykke. Spillet er slut, men snakken om bordet fortsætter.
»Jeg synes, det har været rigtig sjovt at lære nogle mennesker at kende på så kort tid. At føle nærvær med fremmede mennesker, som jeg lukker ind i mit hjem – og selv om man har forskellige meninger om tingene, kan man alligevel grine sammen,« siger Pia Boysen.
»Spørgsmålene var interessante og satte nogle tanker i gang – om solidaritet, penge, konkurrence og det europæiske samarbejde. Alle de mennesker, der lige nu flygter fra deres hjem og land over hals og hoved, har gjort EUs rolle til et rigtig påtrængende og nærværende emne.«
24-årige Lærke Mejlgaard vil bruge sin deltagelse i Home visit Europe som udgangspunkt for sin bacheloropgave. og derfor var det i første omgang formen, der inspirerede hende:
»Jeg synes, det er spændende, at det er i et privat hjem, og at man kan lave et teaterstykke over en slags brætspil,« siger hun. »Og så er det en rigtig fed anden optik at diskutere spørgsmålet om EU ud fra – det befrier noget i os og sætter diskussionen i gang på en anden måde, når vi kan gøre det gennem teater. Det kommer tættere på, og det er også interessant, hvordan spillet opå en måde konstuerer vores måde at se Europa på gennem de spørgsmål, der stilles.«
Gennem den seneste tid hart det naget Lærke Mejlgaard, at hun ikke ved mere om EU, end hun gør.
»Jeg føler, jeg ved for lidt, f.eks. i forbindelse med det flygtningeproblem, vi oplever lige nu,« siger hun. »Personligt synes jeg, det er rigtig godt, vi er med i EU. Samarbejdet og relationerne mellem folk er vigtigt. Og forestillingen viste også de ting, man måske glemmer i hverdagen, f.eks. at nu har vi holdt fred indbyrdes i mere end 60 år, det er en kæmpe bedrift.«
Dagens vært, Pia Boysen, var blandt dem, der tilbage i 1972 stemte imod Danmarks indtræden i det daværende EF.
»Men hvis det var i dag, ville jeg have stemt for,« siger hun. »Dengang var jeg meget bange for, at det skulle gå ud over vores nationalfølelse, jeg følte meget dansk. I dag føler jeg mig mere og mere som en del af hele verden.«