Uanmeldte besøg med tjek af lønsedler, ansættelseskontrakter og opholdstillladelser.
Det bliver om få dage realiteten, når Københavns Kommune lancerer en ny kampagne kaldet "Fair Forhold". Herefter skal et nyt indsatsteam kontrollere, at kommunens leverandører ikke giver deres medarbejdere mindre i løn end mindstesatserne i LOs overenskomster.
Samtidig vil kommunen uddele kampagnemateriale om de nye krav på byggepladserne og oprette en hotline, hvor fagforeninger og borgere kan ringe ind ved mistanke om lønsnyd, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Det er konsulentvirksomheder Bureau Veritas, der skal stå for kontrollen, som kommer i forlængelse af, at København har vedtaget en såkaldt arbejdsklausul. Den stiller krav om, at leverandørerne skal følge mindstesatserne i de største overenskomster på et givet område. I byggebranchen skal virksomhederne eksempelvis følge overenskomsten mellem 3F og Dansk Byggeri.
Ikke desto mindre har Dansk Arbejdsgiverforening (DA) været stærkt kritisk overfor klausulerne, som de mener er i strid med EU-retten, fordi Danmark ikke har nogen lov om løn. Regeringen er gået ind i en versende sag ved EU-domstolen, hvor et privat tysk postfirma har indklaget en kommune for ulovligt at stille krav om en bestemt løn. Hvis firmaet vinder, kan sagen få betydning for de arbejdsklausuler, mange kommuner i dag bruger.
