Stort set alle landets kommuner har nu vedtaget at bruge arbejdsklausuler i kontrakter med private firmaer. Det viser en undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL), skriver Avisen.dk.

Dermed har kommunerne på papiret mindsket risikoen for offentligt finansieret løndumping, da klausulerne betyder, at offentlige myndigheder skal stille krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold, når de indgår kontrakter med private firmaer.

»Vi har nu et billede, hvor det er meget få kommuner, som ikke bruger arbejdsklausuler. Vi vil ikke sætte navne på, men det er så småt et tal, at man næsten kan gætte, hvem det er,« siger kontorchef hos KL Karsten Thystrup til Avisen.dk.

Ifølge Avisen.dks oplysninger er det kun landets mindste kommuner, som ikke bruger arbejdsklausuler. Og repræsentanter fra kommunerne Læsø og Fanø oplyser da også, at de sender så få opgaver i udbud, at det endnu ikke har været relevant.

Formand for fagforbundet 3F Per Christensen glæder sig over, at kommunerne næsten kan melde fuldt hus. Men han understreger samtidig, at kommunerne nu skal føre kontrol med, at klausulerne også overholdes.

Enhedslisten har ved de seneste to års finanslovforhandlinger forgæves stillet krav om, at arbejdsklausuler skal være et krav i regioner og kommuner, som de er det i staten.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen (S), er tilfreds med, at det nu sker ad frivillighedens vej.

Enhedslistens ordfører for social dumping, Finn Sørensen (Ø), mener dog ikke, at kommunernes initiativ overflødiggør yderligere diskussion om arbejdsklausuler, da kommunerne nu skal sikre kontrol og muligheden for at håndhæve ansvaret over for den enkelte entreprenør.