I USA handles originale værker af de dygtigste kunstnere, der har beskæftiget sig med såkaldt Illustration Art, til vanvittigt høje summer. Norman Rockwell var den helt store amerikanske kunstner, som mange af de bedste danske illustrationskunstnere så op til.

I denne weekend er der fernisering på en udstilling me dtegninger og amlerier af Harry Nørstrand på Galleri Comicart.dk i København. Harry Nørstrand blev født i 1924 og blev uddannet på kunstakademiet i København. Allerede parallelt med uddannelsen begyndte han at tegne illustrationer, selv om han egentlig helst ville være malerkunstner og i en alder af 21 år kunne han forsørge sig selv på den konto. Det blev til forsider på datidens seriebøger, »Lykke« og »Stewardess« og et par Jules Verne bøger heriblandt »En verdensomsejling under havet«.

Ugebladenes folkelige gennembrud i Danmark skete i 1940erne og 1950erne og kulminerede i 1960erne og 1970erne. På den baggrund var det også naturligt for Nørstrand at arbejde for blade som Hjemmet, Familie-Journalen og Søndags BT, ligesom han også solgte illustrationer til andre blade i Norden og Europa.

Peter Hartung har i mange år solgt tegneseriekunst i forskellige afskygninger i sit galleri Comicart.dk. Han har været med til at bringe den slags kunst frem i lyset, og han håber nu at gøre det samme for Illustration art.

»Illustration Art har ikke været voldsomt fokus herhjemme endnu, og på den måde deler den skæbne med tegneseriekunsten. Tegneserier var i mange år noget, man synes var for børn og barnlige sjæle, mens ugebladene var til husmødrene, der kunne læse noget uden kunstnerisk værdi. I USA og England er Illustration art i dag mere velestimeret, end tegneseriekunsten, og der udkommer stribevis af opslagsbøger om emnet«, siger Peter Hartung.

To lejre

Kunstkritikerne er typisk delt i to lejre, når det gælder illustrationskunst. Nogen accepterer det og kan se visse kvaliteter, mens andre placerer det i kategorien for kitsch og triviallitteratur. På linje med grædende sigøjnerpiger.

»Jeg er lodret uenig i. Illustration Art er skabt for at fortælle historier ligesom tegneseriekunsten. Det er jo ikke lavet for at score kassen og er dermed ikke spekulativt. Der er tale om individuelle illustrationer skabt til hver sin historie i datidens blade og bøger. Illustrationerne er så autentiske, som noget kan være. Jeg er ikke i tvivl om, at det ægte kunst, men selvfølgelig kan man altid diskutere, hvad der er god og dårlig kunst,« siger Hartung.

Når danskerne køber enten tegneseriekunst eller Illustration Art, handler det om nostalgi. Køberne er vokset op med tegningerne eller illustrationerne, og når de finder ud af, at man kan få en original, så vil de gerne det.

»Der opstår også med mellemrum forskellige retrobølger. Det kan være 1950erne, 1960erne, 1970erne eller 1980erne, der er populære. Måske er det på grund af en TV-serie som »Mad Men«, hvor mange, inspireret af TV-serien, gerne vil have tøj og møbler fra svundne tider, og der passer den her slags kunst jo meget fint til,« siger Hartung.

Harry Nørstrand døde 3. juni i 2010 i en alder af 86 år og da tilfaldt hans tegninger datteren Marianne, som i dag bor i Grækenland. I samråd med hendes mor, Margit Nørstrand – der var gift med Harry Nørstrand i ti år fra 1950 – besluttede de at kontakte Peter Hartung i forhåbning om, at værkerne kunne komme ud til nogen, der kunne få gavn af billederne.

»Jeg ville naturligvis gerne se samlingen, og det fik jeg lov til sidste efterår. Jeg blev vist op af nogle stejle trapper til et lille uisoleret loftslokale, hvor jeg fik lov til at se adskillige tusinder illustrationer. Det var en stor oplevelse, og vi valgte derefter omkring 100 ud, som vi nu har her på galleriet, hvoraf 25 bliver rammet ind og hængt op på den aktuelle udstilling. For mig var det det samme som at finde en lille kunstskat. Tegningerne er fra hele hans virke,« forklarer Peter Hartung.

Mere anerkendt i USA

Nørstrand har været god til at gemme sine originaltegninger. Derfor er der meget at tage af, selv om ikke alle illustrationer fungerer på væggen uden datidens tekster.

Peter Hartung trykker et fyldigt katalog om den kommende udstilling, hvor Harry Nørstrands livshistorie er ridset op, men det har været svært at opspore mange detaljer om hans privatliv.

»Vi ved, at han elskede at arbejde. Han var simpelthen arbejdsnarkoman og var glad for at tjene penge, så derfor er min vurdering, at mandens kunst er mere spændende end hans livshistorie, groft sagt. Han blev blandt andet skilt fra sin kone, fordi han arbejdede for meget,« fortæller Peter Hartung.

Harry Nørstrand er i øvrigt lillebror til illustratoren Kurt Ard (født Nørstrand), der i dag bor i Sydfrankrig. De rejste begge to til USA på samme tid, men havde derefter ikke den store kontakt, fordi der var en kappestrid om anerkendelse mellem dem. Kurt Ards stil er tættere på forbilledet Norman Rockwell, og han tegnede oftere i flere billeder og hele fortællinger, hvor Harry Nørstrand for det meste blot tegnede enkeltillustrationer, men deres stil ligger tæt på hinanden og rent teknisk kan de rundt regnet det samme.

Nørstrand er mere anerkendt i USA, end i Danmark. I den seneste opslagsbog er der et par håndfulde illustrationer med af hans, og derovre kaldes han Nordstrand. Efter stor succes med sine tegninger i Danmark og pænt held i andre lande i Europa som for eksempel Holland, ville Nørstrand også gerne forsøge sig i USA. I udstillingskataloget fortæller Nørdstrands kone, at Harry på den første tur til USA i 1950 også opsøgte Walt Disney.

»Harry var vant til, at han kunne gå direkte ind på redaktionen i ethvert bladhus i Norden og sælge tegninger og få opgaver. Når vi rejste rundt i Europa, kunne han også altid sælge nogle illustrationer, hver gang vi besøgte et nyt blad. Men i USA skulle det vise sig at være en helt anden historie,« husker Margit Nørstrand, og fortsætter:

»Først var vi i New York, men her var der ingen interesse. Så tog vi til Californien, og her gik Harry op til Walt Disney og viste sin mappe med illustrationer. Disney blev imponeret og tilbød Harry et job som animator. Men Harry var skuffet. Han ville jo lave færdige tegninger og ikke sidde og tegne arme eller ben flere gange, som han blev bedt om. Så efter at have sovet på det, takkede han nej til Disney. Han kendte sin værdi og ville i stedet skabe noget på egen hånd«.