Kunsten er i krise. Aviser og andre medier afslører kunstværker som fupnumre, og hvis man ikke forstår et værk, skyldes det ikke manglende viden, men at værket slet og ret er noget lort.
Jeg mærker selv kritikken som forfatter, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet kaldt snylter og det, der er værre på Facebook, fordi jeg har modtaget store beløb fra Statens kunstfond.
Man kunne tænke, at det var endnu et af flere elementer i et folkeligt opgør med en arrogant og selvtilstrækkelig elite, altså et nyt, men midlertidigt anslag af rindalisme, men som jeg ser det, er det mere alvorligt. Kunstens krise skyldes, efter min mening, at vores forestillinger om kunstneren er i opbrud.
Før det moderne gennembrud var kunstnere en person, der blev inspireret af Gud, og værkerne, kunstneren producerede, var således besjælet med en overmenneskelig autoritet. Kunsten var en overskridelse af det menneskelige.
Efter det moderne gennembrud bliver kunstneren en van Gogh-agtig skikkelse: En outsider, en misbruger, en psykisk syg. Én, der befinder sig på kanten af det normale og samfundet og tættere på noget »sandt« og mere »rent« menneskeligt.
Den moderne kunstner er en outsider, som er ubesmittet af det moderne livs larm, ambitioner og pragmatisme og i det moderne kunstværk, møder vi os selv, som vi havde glemt, vi var, i en mere virkelig virkelighed. Moderne kunst bliver en fremstilling af en fortrængt og mere sand virkelighed.
Problemet med både det romantiske og det moderne kunstsyn er imidlertid, at de begge er bedagede konstruktioner. Kunstnere er hverken overmenneskelige genier eller mystiske sandhedssigere, men derimod helt almindelige mennesker, som forfølger en kunstnerisk karriere. På sin vis er det godt, at disse falske kunstnermyter afvikles, men på den anden side mister vi noget, når vi nedbryder dem. Vi mister både kunsten som en stræben, og vi mister en masse vidunderlige kunstobjekter.
Leonardo da Vinci var den første, der forstod, at kunstværket opstår mellem værket og beskueren. Det er derfor, Mona Lisa er så berømt, fordi fortolkningen af hendes smil henviser til beskuerens egen sindstilstand. Jo mere overbevidst vi er om, at vi er konfronteret med »ægte« kunst, jo mere anstrenger vi os, og jo smukkere gør vi objekterne.
Lad mig givet et eksempel fra litteraturens verden. Hvis man som håbefuld forfatter sender et manuskript til et forlag i håb om, at de vil udgive det, bliver man som udgangspunkt betragtet som amatør. Alt det, der ikke bliver beskrevet i teksten, tekstens åbninger og fortolkningsmuligheder – det mørke, som enhver tekst rummer – bliver som udgangspunkt oplevet som tegn på forfatterens uformåenhed.
Hvis man derimod læser en tekst af en forfatter, som man er nået til enighed om, skriver stor kunst, forvandles tekstens mørke fra fejl til udtryk for sublimt overblik og genialitet, og læseren fylder tekstens sprækker ud med sine mest avancerede refleksioner og intime følelser, så værker til sidst stråler af sandhed.
Sådan har kunstværkerne historisk fået sin kraft. Det hele var muligvis baseret på en løgn, men det er sådan set lige meget. Med nedbrydningen af kunstnermyterne destrueres enorme fortidige og fremtidige kunstskatte og tilbage er kun ting og sager.
