Det er vanskeligt at finde ud af, hvad man bør mene om flygtningene og migranterne, som ønsker at komme ind i Europa. På den ene side er vi moralsk og politisk forpligtet til at hjælpe, men på den anden side kan vi ikke hjælpe alle, og det er tilfældigt, hvem vi hjælper.

Nogle heldige når frem til vores kyster, mens andre ikke gør. Nogle områder har mere bevågenhed fra medierne end andre områder, som vi derfor glemmer, selv om de måske er værre end dem, vi fokuserer på. Folk kan dø i ubemærkethed syd for Sahara, men lige så snart de når frem til Middelhavet, føler vi pludselig for dem. Rettigheder kan opstå og forsvinde igen, afhængigt af hvor folk befinder sig.

En andet besynderlighed er, at vi på den ene side har en voldsom ideologisk og moralsk præget diskussion om, hvor mange flygtninge vi bør modtage eller ikke modtage – en diskussion, der er så voldsom, at den er ved at splitte Europa politisk – mens vi på den anden side er rørende enige om, at vi slet ikke skal modtage migranter, selv om alle ved, at der er et elendighedsoverlap mellem de to grupper.

Ikke ét eneste politisk parti i Folketinget mener, at vi skal modtage migranter. Men hvori består den moralske forskel på at hjælpe én, hvis liv er truet på grund af vedkommendes seksuelle orientering, og én, hvis liv er truet af sult eller tørst eller dyb, social elendighed? Der er ingen.

Menneskerettighederne og flygtningekonventionen udgør ikke længere et rationelt fundament, som kan løse de udfordringer, vi står overfor, på en retfærdig måde. Det er et forvirrende og tilfældigt moralsk spil. Men flygtningekonventionen og menneskerettighederne er ikke noget, vi »bare« kan opgive; de er ikke tilfældige dokumenter, men den foreløbige kulmination af en europæisk humanistisk tradition, som i hvert fald går tilbage til oplysnings- tiden.

Hvis vi forkaster disse idealer og fordringer, forkaster vi os selv og vores kulturelle arv. Som Umberto Eco sagde, inden han døde: »Dette er migrationens tidsalder. Hvis vi åbner vores grænser, så mister vi os selv, hvis vi lukker dem, så mister vi også os selv.«

Både højre- og venstrefløjen har ret på hver deres måde.

Problemet er ikke kun praktisk men også filosofisk. Vi har brug for at formulere en ny humanisme for det 21. århundrede. En humanisme, som gør, at vi kan forholde os rationelt til migrations- og flygtningespørgsmålet. En humanisme, som tager bestik af, at Europa indtager en mere ydmyg plads i verden, end vi gjorde i 1952, og at Europa ikke kan løse alverdens problemer.

En humanisme, som anerkender, at der er andre og ligeså legitime måder at betragte verden på end vores europæiske perspektiv, og endeligt en humanisme, som ikke holder Europa ansvarlig for alle krige og katastrofer rundt om i verden.