Kort tid efter jeg var begyndt på filosofistudiet, døde min mor af en hjerneblødning. Det var 19. december 1994. Jeg var 19 år. Det var en helt almindelig dag, min mor var bare død. Jeg boede et par dage hos min stedfar, så tog jeg ud til min far og boede der henover julen. Efter begravelsen og alt det praktiske fortsatte jeg mit liv, som om intet var hændt. Jeg delte en lejlighed med en af mine bedste venner, som havde mistet sin far måneden før. Vi havde begge arvet nogle forsikringspenge og gik på druk og festede mere, end vi studerede. Det var en meget underlig og desperat tid. Jeg kan huske, jeg en dag drømte, at jeg sad og drak med mine venner, mens min mor lå i en kiste ved siden af.

Efter et års tid begyndte jeg at få vejrtrækningsproblemer, jeg havde svært ved at synke min mad, og jeg troede hele tiden, jeg fejlede noget livstruende. Jeg kunne ikke koncentrere mig på studiet, og det var med nødt og næppe, jeg bestod mine sidste eksaminer på grunduddannelsen.

Jeg fik det værre og værre og stoppede på Universitetet. Der skulle ske et eller andet. Jeg besluttede at rejse ned for at besøge min onkels ven i Namibia i Afrika og fik med det samme arbejde på et projekt i et skumkvarter, der hedder Katatura. Inden jeg tog afsted, havde jeg lidt ondt af mig selv, men den følelse var svær at opretholde i Namibia. Min angst forsvandt, mens jeg boede der og kom først tilbage, da jeg et år senere flyttede hjem til Danmark igen. Der var et eller andet over stedet, som rensede mig – og det var ikke fattigdommen og elendig-heden, det var mere menneskene, jeg mødte, som inspirerende til et andet livssyn.

For eksempel blev jeg venner med en sort kvinde, der hed Esther. Hun var cirka ti år ældre end mig. Hun var vokset op i Owamboland helt oppe ved den angolanske grænse, da Namibia stadig var en provins i Sydafrika, og der var apartheid i landet. Hæren kørte af og til med deres militær- køretøjer ind i byerne, for at smadre huse, voldtage kvinder og banke mændene. Da Esther var ti år gammel, var hun så vred over situationen, at hun besluttede at gå hele vejen til Mozambique med en veninde for at slutte sig til den namibiske modstandshær, SWAPO. De to børn krydsede simpelthen det afrikanske kontinent. De blev stoppet en enkelt gang på rejsen af nogle sydafrikanske soldater og afhørt og vist også voldtaget, men efter mange uger nåede de frem. De begyndte i skole og blev trænet som guerillasoldater. De kæmpede mod den sydafrikanske hær og var begge med til at befri Namibia i 1989. Senere tog Esther en gymnasieuddannelse og en universitetsgrad per postordre, og da jeg mødte hende, havde hun en høj stilling i centraladministrationen.

Det har hun stadig. Første gang, jeg mødte hende, var til en middag. Hun holdt en stor, tung porcelænssalatskål mellem sine fingre, som om den intet vejede. Hendes overarme var tykkere end mine lår. Hendes øjne hvilede roligt og venligt på én, når man snakkede med hende, og når hun grinede, var det højlydt og hjerteligt. Sådan ville jeg også ønske, jeg kunne være.