Når dansk politi snupper en udenlandsk indbrudstyv, skal vedkommende sendes hjem og afsone sin straf.

Det mener både justitsminister Karen Hækkerup (S) og et bredt flertal på Christiansborg, efter det er kommet frem, at kriminelle fra udlandet tegner sig for op imod halvdelen af de indbrud, der begås i Danmark.

»Hvis der er noget, jeg gerne vil, så er det at slippe af med udenlandske kriminelle i danske fængsler så hurtigt som muligt. Der er ingen grund til at spilde danske skattekroner på dem,« siger justitsministeren til BT.

Hun understreger samtidig, at arbejdet er i gang.

»Vi er i gang med at lave aftaler med forskellige EU-lande om, at de modtager flere af deres egne borgere,« siger Karen Hækkerup.

De borgerlige politikere mener, at udsigten til at skulle afsone straffen i en celle i Bukarest frem for i et dansk fængsel formentlig vil afholde en del udlændinge fra at tage til Danmark på indbrudstogt.

»Et dansk fængsel er en feriekoloni, hvis man kommer fra Østeuropa,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF).

»Det er ingen straf at sidde i et dansk fængsel. Man kan få lommepenge, som man kan sende hjem til familien, og for manges vedkommende kan man i det hele taget have en bedre tilværelse, end man har i hjemlandet,« tilføjer han.

Karl Erik Agerbo, politiinspektør og leder af Task Force Indbrud, vurderer ifølge Berlingske, at omrejsende kriminelle, hvoraf langt størstedelen er rumænere, står for op imod 50 procent af de indbrud, der bliver begået i øjeblikket.

Venstre og de Konservative mener, at meldingen fra Task Force Indbrud bør føre til politisk handling.

»I stedet for at man sidder i et dansk luksusfængsel, så skal man som rumæner afsone i et gennemsnitligt rumænsk fængsel i Bukarest. Så tror jeg, at nogle indbrudstyve vil tænke sig om en ekstra gang, hvorvidt de vil tage til Danmark og begå organiseret kriminalitet,« siger retsordfører Karsten Lauritzen (V), som gerne ser strafferammerne skærpet:

»Fordi i Danmark har vi lavet et system, hvor man får en relativt mild fængselsstraf, fordi der er en stor grad af social straf. Man får for eksempel en plet på straffeattesten og dermed svært ved at finde arbejde, men den del af straffen rammer jo ikke udlændinge.«

Også de Konservatives retsordfører, Tom Behnke (K), mener, at indbrud skal straffes væsentligt hårdere - for eksempel på niveau med Sverige og Tyskland - så det ikke kan betale sig at tage til Danmark og lave indbrud.

»Derudover skal vi sørge for, at de kriminelle udlændinge ryger hjem til afsoning i eget land lige med det samme,« siger han.

Karen Hækkerup er enig med de borgerlige, men påpeger, at der i dag sendes langt flere kriminelle udlændinge til afsoning i hjemlandet end under den borgerlige regering.

»Den opgave svigtede den tidligere regering fuldstændig, og det er hykleri af værste skuffe, at de i dag står og bræger op om noget, de fuldstændig svigtede i deres regeringstid,« siger hun.

Sidste år blev 34 udenlandske kriminelle sendt til afsoning i deres hjemland.