Det er en dårlig idé at gemme huset væk bag høje hegn og hække samt at stole for meget på tyverialarmen, når man skal sikre sig, at tyvene holder sig væk.

Ifølge Anne Lerche som er analytiker ved Det Kriminalpræventive Råd, gælder det først og fremmest om at gøre tyvene utrygge, når de udfører deres arbejde.

»Indbrudstyve har respekt for opmærksomme naboer. Naturlig overvågning øger tyvens risiko for at blive opdaget og virker afskrækkende,« fortæller Anne Lerche.

Dette nikker tidligere indbrudstyv Robert Nyborg genkendende til. Han har i omegn af et par hundreder indbrud på bagen, og han kan i den grad genkende frygten for at blive genkendt af naboer.

»Hvis naboer henvender sig og stiller spørgsmål, så har indbrudstyven et forklaringsproblem. Desuden vil naboerne kunne udpege indbrudstyven overfor politiet,« fortæller Robert Nyborg, som for mange år siden lagde brækjernet på hylden og startede sit eget vagtfirma.

Robert Nyborg understreger, at nabohjælpen kun virker, hvis den er aktiv.

»Naboerne skal henvende sig til personen, hvis de ved, at vedkommende ikke er et kendt ansigt i villakvarteret. Det er ikke nok kun at skilte med nabohjælpen,« fortæller han.

 

Det er i tråd med nabohjælpen også vigtigt, at gadens beboere har udsyn til boligen. Hvis boligen er gemt bag hæk og hegn, kan tyven nemlig arbejde i fred.

»Da jeg lavede indbrud, rørte vi aldrig ved den slags rækkehuse, hvor nabohuset var lige ved siden af, og hvor der ikke var noget højt plankeværk. Risikoen for at blive opdaget var simpelthen for stor,« fortæller Robert Nyborg.

Solide døre forsinker tyven

Anne Lerche fra Det Kriminalpræventive Råd lægger desuden vægt på at sikre døre og vinduer i huset.

»Sørg for at have gode, forsikringsgodkendte låse på alle døre. Gerne dobbeltlåse. Det er også en god idé at have solide døre, vinduer og karme på huset,« fortæller Anne Lerche.

 

 

Hun understreger, at låsene ikke kan holde tyvene ude blot besværliggøre og forsinke arbejdet.

»Jo længere tid det tager for indbrudstyven at lirke sig ind i en bolig, jo større er sandsynligheden for at han opgiver sit foretagende,« fortæller hun.

Støt ikke tyvene økonomisk

Men det er ikke kun ved at indbrudssikre hjemmet, at indbrud kan kommes til livs. Anne Lerche råder også til at være kritisk, hvis man køber brugte varer eksempelvis på Den Blå Avis. Hvis man utilsigtet køber hælervarer, støtter man netop indbrudstyvenes foretagende.

»Sørg for at få originalkvitteringen, hvis du køber en brugt vare. Tænk over prisen – hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, er det som regel også tilfældet,« fortæller Anne Lerche.

Tal fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at der i 2012 blev begået indbrud i cirka 43.000 danske privatboliger.

Beregninger foretaget af Politiken viser, at dette svarer til knap 800 indbrud per 100.000 danskere, eller at der i gennemsnit var ubudne gæster i et dansk hjem hvert tolvte minut.